Artikler (dansk)

Demonstrationerne i Israel: Rebels with too many causes

10. september 2011 | RÆSON

En halv million israelere protesterede 3. september på gaden i Tel Aviv. Det er landets største demonstration nogensinde. Alle råbte ”social retfærdighed!” – og der stoppede enigheden så om, hvorfor man protesterer. RÆSON gik på gaden med den brogede flok rebeller for at fin-de ud af, hvem de er, og hvad de vil. REPORTAGE af Lena Odgaard og Louise Boo Jespersen.

TEL AVIV - Solen går ned og markerer enden på ”sabbatten”, den jødiske helligdag. Imens fyldes gaderne med musik, sang, råb og ophidsede stemmer fra hundredetusinder af israelere. Hvad der 14. juli startede med en håndfuld telte på Tel Avivs mondæne Rothschild Avenue, kulminerede lørdag 3. september i den største demonstration i Israels historie. Op mod 450.000 mænd, kvinder og børn deltog i Tel Aviv og i andre israelske storbyer. Men blandt de hundredetusinde deltagere var der næsten ligeså mange bud på det egentlige formål med demonstrationerne. Det fælles mantra om ”social retfærdighed” kan tolkes ligeså bredt som et FN-mandat, og bliver det. Det udfordrer bevægelsen.

Regeringens Trachtenberg-komité er nedsat for at imødegå teltdemonstranternes utilfredshed, men det politiske råderum er næppe stort nok til at imødegå demonstranternes talrige krav.

Mange stemmer i protestkurs

”Folket vil have social retfærdighed”, råber hundredvis af unge i blå skjorter fra den zionistiske, socialistiske ungdomsgruppe ”Hamahanot ha’olim”. Bærende på store bannere til rytmen af bankende trommer, leder de den kæmpemæssige dansende, syngende og råbende menneskemasse mod én af Israels største pladser, Kikar Hamedina. Blandt deltagerne i protesterne er også utallige forældre, der skubber klapvogne, som trækker cykler med børn på barnesæder foran og bagpå og som bærer de små poder på skuldrende – et klart tegn på, at hvad der startede som ungdommens utilfredshed med stigende boligpriser og leveomkostninger nu også er børnefamilier og bedsteforældres kamp.

”Jeg er her for mine børnebørn,” forklarer 79-årige Adam Shefi: ”For at sikre, at de har en fremtid. Det er umuligt for dem at bo her. Her er ingen ordentlige lønninger, ingen steder at bo, alt er så dyrt. En ung læge får 24 shekel i timen [ca. 35 kroner, red.], mens min rengøringsdame får det dobbelte.”

Opbakningen bag demonstrationerne spænder vidt fra lærere, taxachauffører og nyuddannede læger til fabriksarbejdere og grupper af ortodokse jøder. Den israelske sommer – som det kaldes – har samlet alle grene af middelklassen såvel som de lavere indkomstgrupper. ”Mobiliseringen af flere hundrede tusinde mennesker vidner om stor styrke, og bevægelsen har vist, at de vil have en ny social-økonomisk politik,” siger den israelske professor i statskundskab, Itzhak Galnoor fra Hebrew University i Jerusalem til RÆSON. Han har fulgt den hastige udvikling på tæt hold henover sommeren, og beskriver bevægelsen som et nyt fænomen, der er forbundet med hele landets social-økonomiske politik og samfundsstruktur.

Allerede to uger efter de første telte blev sat op i Tel Aviv, deltog 150.000 i demonstrationer landet over. Ugen efter var antallet vokset til over 300.000, og i weekendens slog man så rekord med 450.000. Men omfanget og mangfoldigheden af bevægelsen er ikke blot dens styrke. Det er også dens svaghed.

Kravet om ”social retfærdighed” favner bredt og har forskellig betydning for forskellige grupper. Nogle mener, at kampen er for velfærd og socialisme. Andre vil have lavere skatter. Og mens en gruppe unge råber på præsident Benjamin Netanyahus afgang, holder andre skilte med ordene ’Støtte til protesterne – støtte til Bibi (Netanyahu, red.)”.

De forskellige ståsteder skyldes i høj grad forskellen mellem middelklassen og de lavere indkomstgrupper. Den lavere middelklasse kæmper en daglig kamp for at få pengene til at slå til. De har svært ved at sende deres børn på universitetet, og de prøver desperat at blive en del af samfundet.

Den anden gruppe, den ’højere’ middelklasse, går eller har gået på universitetet, tager aktivt del i samfundsdebatten, og stræber efter andre goder – som at få råd til at købe hus og bil. Især de mindre byer rummer mange fra den lavere middelklasse, som har andre og mere basale ønsker for social retfærdighed end denne øvre middelklasse. ”Det kræver en stor indsats at bygge bro mellem teltene i Tel Aviv, Jerusalem og Haifa og teltene i de små perifere byer mod syd. Der er spændinger, men indtil nu er det lykkedes at tale for begge grupper,” siger Itzhak Galnoor.

Kan de bevare momentum? 

Ud over de mange røster og forskellige krav er den største udfordring at bibeholde momentum fra sommerens demonstrationer. Med studiestart skudt i gang og det snarlige FN-topmøde med en palæstinensisk stat på dagsorden, er den israelske protestbevægelses fremtid usikker.
”Den afgørende test er, om de bærende kræfter bag demonstrationerne kan opretholde presset ved overgangen til hverdag. Første etape er slut. Anden runde skal holdes kørende ved at holde sociale samlingsråd og arrangere rundbordsmøder, hvor folk kan diskutere en fælles front og kalde til demonstrationer,” siger Itzhak Galnoor.

Som medlem af en komité, der forbereder forslag til ændringer af landets sociale og økonomiske politik, hjælper Itzhak Galnoor protestbevægelsens ledere med at blive bedre organiseret og fremstå som en samlet flok. Han vurderer, at bevægelsens succes er afhængig af fortsat at kunne tiltrække sig mediernes opmærksomhed.

I sidste ende er det Netanyahu, der afgør udfaldet for demonstrationerne. Den israelske præsident har ihærdigt forsøgt at flytte fokus fra indenrigs- til sikkerhedspolitik og palæstinensernes krav om selvstændighed, men har ikke kunnet ignorere sommerens protester.
Regeringens oprettelse af Trachtenberg-komiteen, hvis formål er at se på teltdemonstranternes krav, er et forsøg på at sende et signal om lydhørhed. Men med det allerede godkendte og fastlagte budget indtil 2012, er den reelle mulighed for de omfattende reformer, som protestbevægelsen efterspørger, minimal, vurderer Itzhak Galnoor: ”Selv hvis komiteen anbefaler noget radikalt i forhold til skatter eller grundlæggende omfordeling af penge fra én sektor til en anden, vil det være politisk umuligt at implementere forslagene. Netanyahu kan højest flytte en smule på balancen mellem direkte og indirekte skatter og omdirigere penge til uddannelse, bolig og sundhed inden for rammerne af det fastlagte budget.”

Blandt de dansende og syngende mennesker i Tel Avivs gader lørdag aften er holdningen til Netanyahu måske splittet, men optimismen høj – selvom de ikke nåede det proklamerede mål om en million – en syvendedel af den israelske befolkning – demonstranter.

Ingen, vi taler med, er ude på at vælte systemet. Men man vil have regeringen til at ændre sin socialpolitik, og det haster. ”Alle vil have regeringen til at handle. Alle vil leve et godt liv. Vi kan ikke leve sådan her,” siger den 25-årige kommunikationsstuderende, Mika Blanca. Han har været en del af protestbevægelsen fra begyndelsen.

I flyveblade til teltbeboerne på Rotschild Avenue tilbød Tel Avivs byråd tirsdag hjælp til at tage teltene ned og gjorde det klart, at gaderne skulle være ryddede inden det jødiske nytår 28. september. Det er tvivlsomt, om det sker. Men hvis det gør er manglen på et fælles mål én af grundene.

LOUISE BOO JESPERSEN (f.1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor” i Al Marsad. Hun er BA i statskundskab og MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah.

LENA ODGAARD (f. 1984) er kandidat i journalistik fra Aarhus Universitet og BA i Politik og Administration fra Aalborg Universitet. Hun bor i Ramallah på Vestbredden, hvor hun arbejder som konsulent i hjemmesideudvikling og sociale medier på Birzeit Universitys Media Development Center og skriver for korrespondenterne.dk.