18. maj 2016 | Information
Borgerkrige og blodige magtkampe har sendt millioner på flugt i Mellemøsten og Nordafrika. Én gruppe mennesker har ikke haft andet valg end at flygte til den belejrede Gazastribe.
BEIT LAHIYA - Syvårige Mohammed tager sin blinde far, Iyad Yousef Shehata, i hånden og fører ham gennem en snæver gyde ind ad en dør og op på førstesalen, hvor hans mor, bedstemor, faster og onkel sidder på madrasser spredt ud over gulvet langs væggene.
Vi er i Beit Lahiya i det nordlige Gaza, og familien er alle palæstinensere, men indtil for få år siden havde de boet hele deres liv i Syrien i flygtningelejren Jaramana. I marts 2013 vurderede Iyad Yousef Shehata, at situationen var for farlig og besluttede, at han måtte få sin familie ud af landet. Men hvorhen?
Mens de arabiske nabolande i stigende grad nægtede at åbne deres døre for palæstinensisk-syriske flygtninge, havde Iyad Yousef Shehata hørt rygter om, at nogle i stedet tog til Gazastriben. For ham var det en anledning til ikke kun at søge i sikkerhed, men også vende tilbage til det land, hans bedsteforældre flygtede fra i 1948.
Familien kom ind i Gaza gennem smuglertunneler fra Egypten, men det blev langt fra den eventyrlige hjemkomst, Iyad Yousef Shehata havde håbet på. Blot et år efter familiens ankomst måtte de igen søge ly fra bomber og eksplosioner under krigen mellem Israel og Gazas Hamas-styre i sommeren 2014.
»Vi flygtede fra Syrien, men befandt os blot i en ny krig,« siger han.
»Børnene var bange, men samtidig så vant til at se krig og elendighed, at du tænker, at det må have ødelagt noget inden i dem.«
Iyad Yousef Shehata fortryder ikke at være taget til det, han ser som sit hjemland. Men han er skuffet over myndighedernes – både Gazas magthavere, Hamas, og det Palæstinensiske Selvstyre – manglende støtte.
»De palæstinensiske politikere taler hele tiden om vores ret til at vende tilbage, men når vi så gør det, er der ingen hjælp at hente,« siger Iyad Yousef Shehata.
I begyndelsen modtog familien en mindre økonomisk assistance fra Hamas-regeringen, og da familien allerede i Syrien var registreret under FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, fik de hjælp til at få børnene i skole og til at leje en bolig. Men efter at krigen i 2014 efterlod mange af Gazas skoler og hospitaler i ruiner, titusinder uden tag over hovedet og hundredtusinder afhængige af nødhjælp, måtte de nye flygtninge som Shehata-familien stille sig bagest i køen.
»Spørg mig ikke, hvordan vi får mad på bordet. Nogle gange nødhjælpsorganisationer, andre gange naboer, men sidst på måneden er der aldrig nok,« siger Iyad Yousef Shehata, der et par måneder efter krigen pludselig mistede synet. Uden adgang til ordentlig lægehjælp, aner han stadig ikke hvorfor.
»Det er Guds vilje,« siger han og trækker på skuldrene.
Familien Shehata er ikke de eneste, der har valgt at tage fra én konfliktzone til en anden.