23. februar 2016 | Information
Jødiske og palæstinensiske forældre i den israelske havneby Jaffa vil gøre op med det opdelte skolesystem og stifte deres egen ’fredsskole’. For dem handler blandede børnehaver og skoler ikke om politik, men om at skabe håb for fremtiden for deres børn. Det er svært, selv i en af de mest tolerante dele af Israel.
En gruppe små piger klatrer på et kulørt plastiklegehus på legepladsen til en børnehave i midten af den israelske havneby, Jaffa. Omkring dem lyder hvin, latter og gråd, som det nu hører sig til i enhver almindelig børnehave. Men den er dog ikke helt almindelig. I modsætning til størstedelen af de israelske uddannelsesinstitutioner er der her et lige miks af jødiske og palæstinensiske børn, der leger sammen og lærer hinandens sprog.
Børnehaven hører under organisationen ’Hånd i Hånd’. Udover at være tosproget er Hånd i Hånds institutioner baseret på et mål om at vise lige hensyn til børnenes kulturelle baggrunde. Feriekalenderen dækker både jødiske, kristne og muslimske helligdage, og børnene lærer om de forskellige religiøse højtider og traditioner.
34-årige Asaf Ronel er kommet for at hente sin datter, 4-årige Ruth. Han forklarer, at familien valgte at flytte til Jaffa for få år siden, fordi de havde hørt, at børnehaven var på tegnebrættet. En beslutning de ikke har fortrudt.
»I mange år troede jeg ikke på, at der var en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere, og jeg var bange for, hvad der ville ske med min familie. Men siden min datter begyndte her i børnehaven, har jeg opdaget, at det er muligt at bo sammen,« siger Ronel.
Han er journalist, så politik er en del af hans hverdag. Og Ronel har desuden haft konflikten tæt inde på livet, da han som ung befandt sig i en bus, da en palæstinensisk selvmordsbomber detonerede en bombe. Heldigvis kom han ikke selv alvorligt til skade. For ham handler kampen for blandede børnehaver og skoler dog ikke om politik, men om håb om en fremtid for sine børn.
Det offentlige israelske skolesystem er opdelt i skoler for ortodokse jøder, for sekulære jøder og for palæstinensiske kristne og muslimer. Hånd i Hånd-skolerne forsøger at etablere en fjerde mulighed, hvor børnene ikke opdeles efter etnisk baggrund.
Modstand fra myndigheder
Tvillingebyerne Tel Aviv og Jaffa, der tilhører Israels andenstørste kommune, betegnes ofte som centrum for sameksistens og tolerance. Alligevel er børnehaven den eneste offentlige integrerede børnehave i kommunen. Den åbnede for under tre år siden for 38 børn med støtte fra kommunen. I dag er der 139 børn i alderen tre til seks år. Men da forældrene for godt et år siden bad de lokale myndigheder om en skole baseret på samme værdier, mødte de ikke samme opbakning.
Kommunen indvilligede i at åbne to tosprogede førsteklasser i en eksisterende jødisk skole med vejledning fra Hånd i Hånd. Men allerede få uger inde i skoleåret opstod uenigheder med skoleledelsen, da forældrene forlangte, at alle børnene fik fri under den muslimske helligdag, Eid al-Adha. Skoleinspektøren smed Hånd i Hånds-vejledere ud og lod dem først vende tilbage et par måneder senere. For forældrene vakte hændelsen bekymring.
»Vi taler om førsteklasses elever, som ikke bliver undervist i noget kontroversielt. Blot religiøse traditioner og helligdage. Hvis selv det er følsomt, hvordan bliver det så ikke, når skolen skal tackle de svære emner såsom Israel-Palæstina konflikten,« siger Ronel.
Forældrene har bedt kommunen om at finde en anden løsning, der giver Hånd i Hånd større indflydelse. Det krav er dog ikke populært hos de lokale myndigheder.
»Vi er et offentligt skolesystem, men de ønsker fuld autonomi. Det giver vi ikke til nogen grupper af forældre eller organisationer,« siger Tel Avivs og Jaffas viceborgmester, Asaf Zamir, til Information. Han beder forældrene om at have tålmodighed, men for mange af forældrene er der ingen tid at spilde. Det gælder blandt andet Honey Shamy, en palæstinensisk kristen mor til to piger, der begge går i Hånd i Hånd-børnehaven i Jaffa. Hendes ældste, Samia, skal starte i skole til sommer, og ligesom andre af forældrene med børn på samme alder ønsker hun at lade sin datter fortsætte ad samme spor.
»Vi ønsker at give vores børn en uddannelse baseret på lighed, og hvor vores børn bliver eksponeret for alle former for religioner og baggrunde,« siger hun og forklarer, at Samia har gået i børnehaven, siden hun var tre år og ikke skelner mellem, om hendes venner har jødisk eller palæstinensisk baggrund.
Borgmester står fast
Samia og hendes jævnaldrende skulle indskrives til det kommende skoleår inden udgangen af januar. Da kommunen ikke så ud til at reagere på forældrenes krav om en ny løsning, besluttede de i stedet at melde alle børnene – jødiske såvel som palæstinensiske – ind i et af områdets arabiske folkeskoler. De forventer at lade de nuværende førsteklasseselever følge trop ved skoleårets udgang.
Det er yderst sjældent, at jødiske børn går på offentlige arabiske skoler – ikke mindst fordi de underprioriteres af staten og ofte er af langt ringere standard, fortæller Ronel.
Alligevel mener forældrene, at deres værdisæt har bedre chancer på den nye skole.
»Selvom der er mange ting, der kræver forbedringer, og kvaliteten af uddannelsen er lavere, end det, vi mener, alle børn i Jaffa har ret til, giver det os i det mindste et sted, hvor der er lige respekt for begge kulturer, uden det er lige så kontroversielt som på den jødiske skole,« siger han.
Viceborgmester Zamir ser dette som en protest og vil ikke bukke under for forældrenes pres.
»Det offentlige uddannelses- system i en by med en halv million indbyggere bliver ikke dikteret af en lille gruppe forældre, som tror, de har en bedre ide om, hvad de vil have,« sagde han.
Hånd i Hånd vil ikke udtale sig om den konkrete sag, mens de stadig forhandler med kommunen om en løsning. Men Rebecca Bardach, der repræsenterer organisationen, er ikke i tvivl om, at forældrene nok skal få deres skole i sidste ende.
»Der er ingen større drivkraft end den hos forældre, som desperat ønsker, at deres barn skal gå på vores skole. De presser på alle steder for at skabe de uddannelsesrammer, som de mener, er de bedste – ikke blot for deres barn, men også det samfund, de ønsker at skabe,« siger hun.
Information møder Bardach på Hånd I Hånds første skole i Jerusalem. I skolegården leger en gruppe børn ’pigerne efter drengene’. Et andet sted spiller en håndfuld små drenge med en bold, mens to teenagepiger prøver at trænge forbi uden at blive ramt. Det er umuligt at vurdere, hvilke børn er jødiske og hvilke arabiske.
En særlig skole
I et klasseværelse diskuterer to piger deres seneste matematiktime, mens de skiftevis tegner på tavlen.
»Det her er en særlig skole,« siger 7-årige palæstinensiske Eline: »Vi lærer både hebræisk og arabisk, og vi lærer om at leve sammen.«
»Det er sjovt at gå i skole her – vi skændes ikke, og så er det en skole for fred,« fortsætter hendes jødiske klassekammerat, Lielle, fnisende.
Skolen blev etableret i 1998 med en enkelt førsteklasse. I dag går skolen til og med 12. klasse. Flere årgange har afsluttet deres studentereksamen, og skolen har inspireret fem lignende skoler landet over. Men ikke alle tager lige godt imod skolens ideologi om sameksistens mellem jøder og palæstinensere.
Ved indgangen til skolen advarer skilte om, at området er videoovervåget, og en vagt holder øje med alle, der går ind og ud. Det er dog ikke altid nok.
Elever har fået tæsk på offentlige busser for at bære T-shirts med skolens hebræiske og arabiske logo, og skolens mure er flere gange blevet tagget med anti-arabiske budskaber. Og for godt et år siden trængte tre unge mænd med tilknytning til en højreekstremistisk jødisk gruppe ind på skolen og satte ild til to førsteklasselokaler.
Bardach fortæller, at da hun så graffitien på væggen ’død over arabere’ og ’der er ingen sameksistens med kræft’, frygtede hun, at branden ville blive skolens endeligt.
»Hvis nogle sætter ild til klasseværelser og bøger, hvad er så det næste – mennesker,« spørger Bardach, der selv har tre børn på skolen.
I de efterfølgende dage oplevede skolen dog overvældende stor støtte og sympatierklæringer fra forældre, lokalområdet, politikere på både højre- og venstrefløjen og endda fra den amerikanske præsident Barack Obama. Samtidig oplevede Hånd i Hånd-skolerne i løbet af sidste år en samlet stigning i antallet af nye elever på 17 procent, og adskillige forældregrupper landet over har bedt dem åbne integrerede skoler i deres lokalsamfund.
Kamp om skolerne
Kampen for blandede skoler kommer på et tidspunkt, hvor kritikere advarer om, den nuværende nationalistiske højreregering forsøger at skabe yderligere splittelse mellem den jødiske og palæstinensiske befolkning.
I december forbød uddannelsesminister, Naftali Bennet, israelske gymnasielærere at bruge en jødisk-arabisk kærlighedsroman i deres undervisning. For nylig godkendte undervisningsministeriet en ny samfundsfagsbog, der er blevet kritiseret for ikke at inkludere arabiske forfattere, nedtone palæstinensiske borgere i Israels rettigheder og forvrænge historiske begivenheder.
»Selvfølgelig er vi påvirkede af den politiske virkelighed omkring os,« siger skolens rektor, Nadia Kinani, men hun mener, at det samtidig er årsag til skolernes popularitet: »Fordi vi giver håb ved at tilbyde et alternativ, som de ønsker at være en del af.«
Kinani selv har palæstinensisk baggrund og var blandt den gruppe af forældre, der startede skolen i Jerusalem. Siden har hun været lærer og viceinspektør på skolen, og de seneste seks år skoleinspektør.
»Det er vigtigt, at der er denne mulighed for integrerede skoler alle steder. Selvfølgelig skal ikke alle skoler være som vores – men det er vigtigt, forældre har valget,« siger Kinani: »Det er utroligt, at forældre er nødt til at kæmpe for det, i stedet for at staten tilbyder det automatisk.«