Freden begynder i skolegården

23. februar 2016 | Information

Jødiske og palæstinensiske forældre i den israelske havneby Jaffa vil gøre op med det opdelte skolesystem og stifte deres egen ’fredsskole’. For dem handler blandede børnehaver og skoler ikke om politik, men om at skabe håb for fremtiden for deres børn. Det er svært, selv i en af de mest tolerante dele af Israel.

Find den originale historie her

En gruppe små piger klatrer på et kulørt plastiklegehus på legepladsen til en børnehave i midten af den israelske havneby, Jaffa. Omkring dem lyder hvin, latter og gråd, som det nu hører sig til i enhver almindelig børnehave. Men den er dog ikke helt almindelig. I modsætning til størstedelen af de israelske uddannelsesinstitutioner er der her et lige miks af jødiske og palæstinensiske børn, der leger sammen og lærer hinandens sprog.

Børnehaven hører under organisationen ’Hånd i Hånd’. Udover at være tosproget er Hånd i Hånds institutioner baseret på et mål om at vise lige hensyn til børnenes kulturelle baggrunde. Feriekalenderen dækker både jødiske, kristne og muslimske helligdage, og børnene lærer om de forskellige religiøse højtider og traditioner.

34-årige Asaf Ronel er kommet for at hente sin datter, 4-årige Ruth. Han forklarer, at familien valgte at flytte til Jaffa for få år siden, fordi de havde hørt, at børnehaven var på tegnebrættet. En beslutning de ikke har fortrudt.

»I mange år troede jeg ikke på, at der var en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere, og jeg var bange for, hvad der ville ske med min familie. Men siden min datter begyndte her i børnehaven, har jeg opdaget, at det er muligt at bo sammen,« siger Ronel.

Han er journalist, så politik er en del af hans hverdag. Og Ronel har desuden haft konflikten tæt inde på livet, da han som ung befandt sig i en bus, da en palæstinensisk selvmordsbomber detonerede en bombe. Heldigvis kom han ikke selv alvorligt til skade. For ham handler kampen for blandede børnehaver og skoler dog ikke om politik, men om håb om en fremtid for sine børn.

Det offentlige israelske skolesystem er opdelt i skoler for ortodokse jøder, for sekulære jøder og for palæstinensiske kristne og muslimer. Hånd i Hånd-skolerne forsøger at etablere en fjerde mulighed, hvor børnene ikke opdeles efter etnisk baggrund.

Modstand fra myndigheder

Tvillingebyerne Tel Aviv og Jaffa, der tilhører Israels andenstørste kommune, betegnes ofte som centrum for sameksistens og tolerance. Alligevel er børnehaven den eneste offentlige integrerede børnehave i kommunen. Den åbnede for under tre år siden for 38 børn med støtte fra kommunen. I dag er der 139 børn i alderen tre til seks år. Men da forældrene for godt et år siden bad de lokale myndigheder om en skole baseret på samme værdier, mødte de ikke samme opbakning.

Kommunen indvilligede i at åbne to tosprogede førsteklasser i en eksisterende jødisk skole med vejledning fra Hånd i Hånd. Men allerede få uger inde i skoleåret opstod uenigheder med skoleledelsen, da forældrene forlangte, at alle børnene fik fri under den muslimske helligdag, Eid al-Adha. Skoleinspektøren smed Hånd i Hånds-vejledere ud og lod dem først vende tilbage et par måneder senere. For forældrene vakte hændelsen bekymring.

»Vi taler om førsteklasses elever, som ikke bliver undervist i noget kontroversielt. Blot religiøse traditioner og helligdage. Hvis selv det er følsomt, hvordan bliver det så ikke, når skolen skal tackle de svære emner såsom Israel-Palæstina konflikten,« siger Ronel.

Forældrene har bedt kommunen om at finde en anden løsning, der giver Hånd i Hånd større indflydelse. Det krav er dog ikke populært hos de lokale myndigheder.

»Vi er et offentligt skolesystem, men de ønsker fuld autonomi. Det giver vi ikke til nogen grupper af forældre eller organisationer,« siger Tel Avivs og Jaffas viceborgmester, Asaf Zamir, til Information. Han beder forældrene om at have tålmodighed, men for mange af forældrene er der ingen tid at spilde. Det gælder blandt andet Honey Shamy, en palæstinensisk kristen mor til to piger, der begge går i Hånd i Hånd-børnehaven i Jaffa. Hendes ældste, Samia, skal starte i skole til sommer, og ligesom andre af forældrene med børn på samme alder ønsker hun at lade sin datter fortsætte ad samme spor.

»Vi ønsker at give vores børn en uddannelse baseret på lighed, og hvor vores børn bliver eksponeret for alle former for religioner og baggrunde,« siger hun og forklarer, at Samia har gået i børnehaven, siden hun var tre år og ikke skelner mellem, om hendes venner har jødisk eller palæstinensisk baggrund.

Borgmester står fast

Samia og hendes jævnaldrende skulle indskrives til det kommende skoleår inden udgangen af januar. Da kommunen ikke så ud til at reagere på forældrenes krav om en ny løsning, besluttede de i stedet at melde alle børnene – jødiske såvel som palæstinensiske – ind i et af områdets arabiske folkeskoler. De forventer at lade de nuværende førsteklasseselever følge trop ved skoleårets udgang.

Det er yderst sjældent, at jødiske børn går på offentlige arabiske skoler – ikke mindst fordi de underprioriteres af staten og ofte er af langt ringere standard, fortæller Ronel.

Alligevel mener forældrene, at deres værdisæt har bedre chancer på den nye skole.

»Selvom der er mange ting, der kræver forbedringer, og kvaliteten af uddannelsen er lavere, end det, vi mener, alle børn i Jaffa har ret til, giver det os i det mindste et sted, hvor der er lige respekt for begge kulturer, uden det er lige så kontroversielt som på den jødiske skole,« siger han.

Viceborgmester Zamir ser dette som en protest og vil ikke bukke under for forældrenes pres.

»Det offentlige uddannelses- system i en by med en halv million indbyggere bliver ikke dikteret af en lille gruppe forældre, som tror, de har en bedre ide om, hvad de vil have,« sagde han.

Hånd i Hånd vil ikke udtale sig om den konkrete sag, mens de stadig forhandler med kommunen om en løsning. Men Rebecca Bardach, der repræsenterer organisationen, er ikke i tvivl om, at forældrene nok skal få deres skole i sidste ende.

»Der er ingen større drivkraft end den hos forældre, som desperat ønsker, at deres barn skal gå på vores skole. De presser på alle steder for at skabe de uddannelsesrammer, som de mener, er de bedste – ikke blot for deres barn, men også det samfund, de ønsker at skabe,« siger hun.

Information møder Bardach på Hånd I Hånds første skole i Jerusalem. I skolegården leger en gruppe børn ’pigerne efter drengene’. Et andet sted spiller en håndfuld små drenge med en bold, mens to teenagepiger prøver at trænge forbi uden at blive ramt. Det er umuligt at vurdere, hvilke børn er jødiske og hvilke arabiske.

En særlig skole

I et klasseværelse diskuterer to piger deres seneste matematiktime, mens de skiftevis tegner på tavlen.

»Det her er en særlig skole,« siger 7-årige palæstinensiske Eline: »Vi lærer både hebræisk og arabisk, og vi lærer om at leve sammen.«

»Det er sjovt at gå i skole her – vi skændes ikke, og så er det en skole for fred,« fortsætter hendes jødiske klassekammerat, Lielle, fnisende.

Skolen blev etableret i 1998 med en enkelt førsteklasse. I dag går skolen til og med 12. klasse. Flere årgange har afsluttet deres studentereksamen, og skolen har inspireret fem lignende skoler landet over. Men ikke alle tager lige godt imod skolens ideologi om sameksistens mellem jøder og palæstinensere.

Ved indgangen til skolen advarer skilte om, at området er videoovervåget, og en vagt holder øje med alle, der går ind og ud. Det er dog ikke altid nok.

Elever har fået tæsk på offentlige busser for at bære T-shirts med skolens hebræiske og arabiske logo, og skolens mure er flere gange blevet tagget med anti-arabiske budskaber. Og for godt et år siden trængte tre unge mænd med tilknytning til en højreekstremistisk jødisk gruppe ind på skolen og satte ild til to førsteklasselokaler.

Bardach fortæller, at da hun så graffitien på væggen ’død over arabere’ og ’der er ingen sameksistens med kræft’, frygtede hun, at branden ville blive skolens endeligt.

»Hvis nogle sætter ild til klasseværelser og bøger, hvad er så det næste – mennesker,« spørger Bardach, der selv har tre børn på skolen.

I de efterfølgende dage oplevede skolen dog overvældende stor støtte og sympatierklæringer fra forældre, lokalområdet, politikere på både højre- og venstrefløjen og endda fra den amerikanske præsident Barack Obama. Samtidig oplevede Hånd i Hånd-skolerne i løbet af sidste år en samlet stigning i antallet af nye elever på 17 procent, og adskillige forældregrupper landet over har bedt dem åbne integrerede skoler i deres lokalsamfund.

Kamp om skolerne

Kampen for blandede skoler kommer på et tidspunkt, hvor kritikere advarer om, den nuværende nationalistiske højreregering forsøger at skabe yderligere splittelse mellem den jødiske og palæstinensiske befolkning.

I december forbød uddannelsesminister, Naftali Bennet, israelske gymnasielærere at bruge en jødisk-arabisk kærlighedsroman i deres undervisning. For nylig godkendte undervisningsministeriet en ny samfundsfagsbog, der er blevet kritiseret for ikke at inkludere arabiske forfattere, nedtone palæstinensiske borgere i Israels rettigheder og forvrænge historiske begivenheder.

»Selvfølgelig er vi påvirkede af den politiske virkelighed omkring os,« siger skolens rektor, Nadia Kinani, men hun mener, at det samtidig er årsag til skolernes popularitet: »Fordi vi giver håb ved at tilbyde et alternativ, som de ønsker at være en del af.«

Kinani selv har palæstinensisk baggrund og var blandt den gruppe af forældre, der startede skolen i Jerusalem. Siden har hun været lærer og viceinspektør på skolen, og de seneste seks år skoleinspektør.

»Det er vigtigt, at der er denne mulighed for integrerede skoler alle steder. Selvfølgelig skal ikke alle skoler være som vores – men det er vigtigt, forældre har valget,« siger Kinani: »Det er utroligt, at forældre er nødt til at kæmpe for det, i stedet for at staten tilbyder det automatisk.«

Dansk lærer midt i Palæstina-konflikten

20. marts 2012 | folkeskolen.dk

I sit klasseværelse i Ramallah på Vestbredden underviser den danske lærer Betina Hvims palæstinensiske børn i engelsk. Her konfronteres hun dagligt med det at undervise i et konfliktområde og et konservativt, religiøst samfund. Men forskelle i undervisningsmetoder er den største forhindring.

Gaderne ligger øde hen, da den blonde, danske Betina Hvims  tidligt lørdag morgen går de få hundrede meter fra sit hjem til  arbejdspladsen, den græskkatolske skole i Ramallahs kristne kvarter. Hun er gårdvagt denne uge, så hun møder lidt over syv, men solen skinner, og skolegården er allerede fuld af liv. Overalt ligger kulørte skoletasker smidt på jorden, og en stor gruppe seks- til otteårige piger og drenge leger fangeleg.
Betina underviser skolens 1., 2. og 3. klasse i engelsk og ifølge Betina var det en usikker jobsituation efter et to års vikariat på N. Zahles Skole i København, der førte hende til Vestbredden.

"Jeg besluttede at vende finanskrisen til noget positivt. Jeg ville ikke bare rejse og opleve, men jeg ville hjælpe nogen og synes, at konflikten i Palæstina er et af de største problemer skabt af Vesten," siger den 30-årige lærer.

En multireligiøs skoleoplevelse

Idet Betina træder ind ad porten, iler en flok drenge fra 2. klasse smilende hen til hende og begynder ivrigt at fortælle på simpelt – men letforståeligt – engelsk om fredagens bedrifter. Børnene har fri fredag og søndag for at tilgodese skolens både kristne og muslimske elever.

Klokken halv syv ringer det ind og børnene stiller sig i rækker, som Betina inspicerer nu er lige. Der spilles op til en kristen fællessang, som alle synger med på med stor indlevelse, hvorefter nogle af eleverne slår korsets tegn. Bagefter går alle ind i klasseværelserne til tonerne af Palæstinas nationalmelodi.

Selvom skolen i princippet tilhører den græskkatolske kirke, kommer børnene både fra kristne og muslimske hjem. Men det er ikke noget man mærker til, fortæller Betina.

"Ahmed er selvfølgelig muslim, og Jack er kristen, men det er ikke noget vi taler om ," siger Betina, som i starten tolkede det som et tabu. Hun diskuterede det med en kollega, der forklarede, at når nu børnene var ligeglade, var der ingen grund til, at de voksne gjorde et stort nummer ud af det.

"Religion er noget, der primært hører til derhjemme, hvor de får deres religiøse oplevelse", fortæller Betina, som alligevel mener, at skolens kristne baggrund kan ses ved en lidt mindre konservativ kultur i forhold til lærernes beklædning, samtaleemnerne på lærerværelset og ved, at der for nyligt blev indført seksualundervisning for de ældre klasser.

At undervise i et konfliktområde

I dagens anden time har Betina 3. klasse. Sammen med den 23-årige palæstinensiske lærer Hiba underviser hun 35-40 børn. Timens tema er verber i datid, og som eksempel fortæller Betina: "Yesterday I went to Jerusalem and ate cheesecake." – "Walla?" – er det rigtigt? – udbryder flere af børnene.

Ligesom religion er konflikten med Israel også noget, lærerne forsøger ikke at diskutere i klasseværelset, selvom det er umuligt helt at undgå, at det slipper ind, vurderer Betina. Hun er overrasket over, hvor meget børnene i selv de helt små klasser ved om situationen.

"Vi snakker meget om Jerusalem, som er meget 'hypet', fordi børnene ved, at ikke alle kan komme dertil, men at man skal have tilladelse (fra de israelske myndigheder, red.). Jerusalem bliver derfor altid omtalt som noget helt specielt og 'helo', altså smukt," siger hun og fortæller, at hun også overvejer, hvilke eksempler hun bruger.

"For tiden har vi om transport, for eksempel om at køre, flyve og sejle, og af politiske årsager kan jeg ikke få mig selv til fx at sige; 'man kan sejle fra Tel Aviv', når de nu ikke har lov at komme dertil. Så på den måde spiller det vel en rolle", siger Betina som dog fortæller, at hun i hverdagen ofte glemmer, at hun befinder sig i, hvad der i dansk optik omtales som en konfliktzone.

Betina har tidligere undervist i palæstinensiske landsbyer og flygtningelejre. Derfor kan hun se, at livet er lettere for børnene i Ramallah, der er de palæstinensiske områders de facto hovedstad. I modsætning til børn uden for byen konfronteres de sjældent med israelske soldater, tåregas, separationsmuren mellem Israel og Vestbredden eller natlige ransagninger og arrestationer af familiemedlemmer.

I landsbyerne, hvor hun underviste store børn og teenagere, var konflikten en del af børnenes hverdag. Det kunne for eksempel ses i skriveøvelser, hvor 14-årige Samira skrev 'I like math – I don't like the border'. Mange af drengene var også meget aggressive, når de talte om forholdet til Israel, og Betina indførte derfor et tema om konflikten i sin undervisning, hvor hun lærte dem at diskutere politik og konfliktløsning på engelsk.

Temaet mødte generelt stor opbakning, dog med en enkelt undtagelse.

"Der var en landsby hvor jeg ikke måtte bruge ordet 'Vestbredden'. Jeg havde tegnet et kort over Israel og Vestbredden, men fik pænt at vide at 'det snakker vi ikke om," fortæller Betina: "For dem hed det hele Palæstina."

Som vores bedsteforældres skole

Selvom Betina vurderer, at børnene i byen Ramallah er mærkbart stærkere fagligt, er undervisningskulturen stadig gammeldags og konservativ.

"Good morning, miss Betina," siger 2. klasse højt i kor, da Betina træder ind til dagens tredje time. Og hver gang en elev vil sige noget, tiltales Betina som 'miss'.

For Betina har den største omvæltning ikke været at arbejde i et konfliktområde, men at arbejde under forhold, der minder mest om danske undervisningsmetoder i 1950'erne. Hun har derfor tænkt meget over, hvordan hun bedst udnytter sin danske pædagogik.

"Jeg kommer ikke for at lave om på dem, men må acceptere præmissen om, at undervisningsformen primært beror på stavning og læsning samt konstante evalueringer," siger Betina, "Men mit mål er, at barnet rent faktisk tager det til sig og bruger sin nye viden og nye ordforråd. På den måde kan fokus på basiskundskaber styrke eleverne."

Betina har haft særligt fokus på de svage elever, som i klasser med op til 38 elever ofte bliver overset.

"Allerede den første uge opdagede jeg, at flere klarede sig udmærket i for eksempel diktat, fordi de blot skrev af eller lærte udenad. Men rent faktisk kunne de ikke læse og forstå ordene," siger Betina og fortæller, at hun derfor indførte nye undervisningsmetoder, der fokuserede på. at børnene læste og løste opgaverne selv.

"Jeg er faktisk ret stolt af, at der på grund af mig i hvert fald er fem elever mere i hver klasse, som nu kan læse og forstå," siger den ellers så beskedne nordjyde.

Omvendt er hun ikke i tvivl om, at der også er erfaringer, både personlige og professionelle, hun vil tage med sig, når hun vender tilbage til de danske klasselokaler.

"Jeg har lært at være mindre bange for evalueringer og test", siger hun og uddyber: "I Danmark er der meget fokus på at kunne reflektere og evigt og altid tage stilling til alt, men der er også faglige fordele i at fokusere mere på stavning og læsning. Og de ugentlige test afslører, hvilke elever der har brug for hjælp," konkluderer hun.

Skoledagen er forbi på den græskkatolske skole i Ramallah, og som det ringer ud, løber børnene ud i forårssolen, og Betina går hjem gennem de nu travle gader med grønthandlere, bagere og små kebabgrillbarer, der fylder luften med duften af krydderier.

Find den originale artikel her