17. juli 2011 | RÆSON
På få måneder har unge i flere arabiske lande tilsyneladende opnået mere, end hvad palæstinenserne kan fremvise efter års kamp. De fleste palæstinensiske unge har blot set passivt til. Men inspireret af deres arabiske brødre og søstre forsøger en spirende ungdomsbevægelse at sætte skub i en palæstinensisk revolution. En revolution, der skal kæmpes med ikke-voldelige midler. RÆSON har været til demonstration med de unge, og talt med en af de vigtigste stemmer i det ulmende oprør.
GRUPPEN AF DEMONSTRANTER, der søndag den 5. juni samles ved checkpointet Qalandia
mellem Ramallah på Vestbredden og Jerusalem, består af alt fra ældre rynkede mænd iført traditionel sort- og hvidternet palæstinensisk hovedbeklædning til sommerkåde smådrenge og 20-årige kvinder i T- shirts og jeans. På opfordring af den palæstinensiske ungdomsbevægelse, der også kalder sig ?15. marts- bevægelsen?, er de mødt op for i samlet flok at gå til Jerusalem. Bærende på skilte med ordene "Jerusalem, here we come" går de mod de israelske soldater, der står mellem dem og Den Hellige By.
"Free, free Palestine," råber gruppen. Men før sloganet når at blive gentaget, bliver det overdøvet af skud fra såkaldte 'lydgranater' og tåregas efterfulgt af skrig og råben. Luften bliver grå af røg, og folk løber forvildet i alle retninger for at komme væk fra den kvælende gas, der får øjnene til at løbe i vand og huden til at svie og brænde.
Demonstrationen, der skulle markere frustrationen over Israels overtagelse af Vestbredden, Gaza
og Golanhøjderne i 1967, det såkaldte 'Naksa', eller 'nederlaget', efterlader hurtigt det indtryk, at israelsk militær endnu engang har sejret.
En ende på splittelsen
Med de få hundrede deltagere til Naksa-demonstrationen ser det ud til, at den revolution, ungdomsbevægelsen har forsøgt at mobilisere siden 15. marts, stadig lader vente på sig.
Den 15. marts var dagen, hvor ungdomsgrupper i Gaza og på Vestbredden første gang forsøgte at få deres landsmænd på barrikaderne. Den nye palæstinensiske ungdomsbevægelse så den tilsyneladende succesfulde folkelige opstand i Libyen, Egypten og Tunesien mod diktatorer, der havde siddet tungt på magten i årtier, som et stikord til at ride med på de revolutionære arabiske forårsvinde.
Under sloganet 'Folket ønsker en ende på splittelsen', inspireret af sloganet fra det arabiske forår: 'Folket ønsker en ende på regimet' var målet, dels at få Fatah og Hamas til at slutte fred og stå sammen i en politisk front mod Israel og dels at få frie demokratiske valg til det Palæstinensiske Nationale Råd. Og flere tusinde deltog i demonstrationerne.
"Siden september 2010 var vi så småt begyndt at koordinere events. Vi var en lille bevægelse, der ville kæmpe mod splittelsen gennem en folkelig opstandsbevægelse. Vi havde planer om større og større arrangementer, der til sidst skulle blive til noget lignende det, der skete i Tunesien og Egypten. Men så startede oprørerne i Tunesien og Egypten og det gav os momentum og skubbede os frem, men på et tidspunkt, hvor vi ikke helt var klar," siger 23-årige Fadi Quran, som er én af de fremtrædende personer i den palæstinensiske ungdomsbevægelse.
Demonstranterne mødte massiv chikane fra Hamas i Gaza og Fatah på Vestbredden, og 15. marts-
oprøret så ikke ud til at have megen effekt. Men den 27. april annoncerede Fatah og Hamas, at de havde indgået en samarbejdsaftale.Ifølge amerikanske Roger Heacock, der er professor i historie ved Birzeit University på Vestbredden, var årsagen dog sandsynligvis ikke i så høj grad ungdomsbevægelsens pres, men partiernes frygt for deres egen eksistens i forårets oprørstrend.
?De unge spillede en rigtig vigtig rolle i forhold til at sprede sloganet, men det var nok ikke så meget de palæstinensiske unge, som det var den arabiske revolutionsbølge, der spillede ind,? vurderer Roger Heacock, der har boet på Vestbredden de sidste 28 år under to intifadas.
Alligevel så ungdomsbevægelsen det som en lille, men betydelig sejr.
En lille sejr for ikke-voldelig modstand
I Naksa-demonstrationens kaos lykkes det 30 til 40 unge at vende tilbage til checkpointet og soldaterne. Omkring ti mænd og drenge lægger sig for fødderne af soldaterne og begynder at bede. Lidt derfra messer en lille gruppe unge kvinder kristne bønner sammen med en mand iført en sort præstekåbe. Når det ikke er muligt for dem at komme til Jerusalems hellige moskeer og kirker, har de tilsyneladende besluttet at bede her i stedet.
De israelske soldater kigger forvirrede på gruppen af unge. Nogle af soldaterne prøver at ignorere
de bedende, og går forbi for at fortsætte med at skyde tåregas og gummikugler mod en flok store drenge og mænd, der kaster sten i retning mod soldaterne. Men de bedende unge får i over en time lov til at fortsætte deres alternative demonstration uden at de israelske soldater opløser gruppen med magt.
"Først så demonstrationen ud til at blive en fiasko. Langt fra så mange, som vi håbede, mødte op. Men så brugte vi nogle ikke-voldelige metoder, som gjorde at vi kunne afholde soldaterne fra at bruge deres våben. Og det var en stor succes," siger Fadi Quran.
'Frihed, retfærdighed og værdighed'
Fadi Quran er vokset op i en forstad til Ramallah og er del af en større ungdomsgruppe med base
der. Efter at have læst fysik og internationale forhold ved Stanford University i Californien vendte
han for et år siden tilbage for at tage del i kampen for palæstinensisk uafhængighed. Han startede sin egen virksomhed inden for alternativ energi, for ved at være selvstændig har han bedst mulighed for at være aktivist, fortæller han. Han forklarer samtidig, at mange arbejdsgivere beder deres ansatte skrive under på en kontrakt om, at de holder sig fra politiske aktiviteter. Derfor er Fadi Quran én af de få fra den palæstinensiske ungdomsbevægelse, der tør stå frem ved sit eget navn og fortælle åbent om gruppen og dens mål. Og de er ifølge Fadi Quran simple: 'Frihed, retfærdighed og værdighed'.
"Men ikke som et simpelt slogan, men som det ordene virkelig betyder. Frihed, som i at man ikke skal følge love og regler, der ikke er blevet vedtaget under demokratiske forhold. Og retfærdighed og værdighed som i de universelle menneskerettigheder," siger han.
Siden efteråret er en række nye ungdomsgrupper dukket op i de palæstinensiske territorier og i flygtningelejrene. Gennem Facebook og andre sociale medier har de knyttet uformelle netværk og fundet et fælles ståsted i kampen for den retfærdighed og frihed, de føler, Israel nægter dem.
Fadi Quran forklarer, at der er op mod 80 grupper af forskellige størrelser, men typisk under 100 personer, spredt ud over de palæstinensiske områder,
"Der er ingen specifik politisk tilknytning og ingen hierarkisk struktur, og grupperne har forskelligt fokus. Nogle arbejder for at flytte murene, andre arbejder for lokale valg eller mod etableringen af bosættelser. Men vi ved, at vi alle har et fælles større mål," siger han.
Ikke-voldelig modstand er den eneste løsning
Fælles for ungdomsbevægelsen er også brug af ubevæbnet modstand, og ifølge Fadi Quran ligger Naksa- demonstrationens sejr i, at den gav mulighed for at afprøve nye kreative metoder inden for ikke-voldelig modstand.
"Vores største succes var med 'skunk-trucksene' [en slags vandkanoner, der spreder en
ildelugtende væske, red]. Når den bliver taget i brug, er det normalt slut. Ingen vil stå foran den. Men vi stillede os der og stoppede den," siger Fadi Quran, der ser ikke-voldelig modstand som palæstinensernes eneste alternativ mod Israel.
"For det første har Israel det mest magtfulde militær i regionen - det giver ingen mening at lægge sig ud med dem i væbnet kamp. For det andet er det sværere for det internationale samfund at støtte Israel, når soldaterne skyder på ikke-voldelige demonstranter. Og for det tredje ser verden os som et voldeligt folk, hvor alle har våben. Men faktum er, at der næsten ikke er nogen, der har våben. Og i ikke-voldelig opstand er det ikke mænd med geværer, der deltager, men ubevæbnede mænd, kvinder og børn," siger han og tilføjer: "På et mere personligt plan, synes jeg, det er moralsk rigtigt. Det chokerer Israel og den almene israelske tankegang, for de siger, de har en høj moral og værdsætter menneskerettigheder, men så skyder de på ubevæbnede folk."
Ubevæbnet modstand skaber panik
Joseph Dana, der er amerikansk-israelsk journalist, dækkede demonstrationen ved Qalandia d. 5. juni. Han har fulgt ungdomsbevægelsen tæt og mener ikke, at demonstrationens relativt få deltagere gjorde det til en fiasko.
"Det vi ser, er en succesfuld bevægelse, der arbejder under de forhold, de nu lever under ? som er 44 års militær besættelse," siger han.
Ifølge Dana udgør ungdomsbevægelsens krav om en forenet politisk front en betydelig udfordring for Israel.
"Israels værste frygt er store fredelige og ubevæbnede menneskemængder," siger han og forklarer, at Israel har haft stor succes med at tale om sikkerhed og fred frem for menneskerettigheder. Men palæstinensernes ubevæbnede modstand sætter det på en prøve og skaber fuldstændig panik, som han mener, kan ses i det store antal soldater, der bliver sendt ud til demonstrationerne. Og også i den voldsomme brug af magt, der eksempelvis blev brugt mod demonstranterne ved Golanhøjderne både den 15. maj og 5. juni, hvor henholdsvis 15 og 20 palæstinensere fra flygtningelejre i Syrien og Libanon blev dræbt, da de forsøgte at krydse grænsen (antallet af dræbte den 5. juni er omdiskuteret - Associated Press melder, at syriske hospitaler bekræfter 20 dræbte, mens israelsk militær hævder, at tallet er 10).
Joseph Dana ser ungdomsbevægelsens største styrke i, at dens ikke-voldelige metoder står i kontrast til Israels. Men han forklarer, at er svært at overbevise israelske og internationale medier om, at de rent faktisk er fredelige og henviser til, hvordan diskussionen i israelske medier i ugen efter Naksa-demonstrationerne gik på, om de palæstinensiske demonstrationer reelt var 'ikke-voldelige', når nogle af demonstranterne kastede med sten.
"Israel dræbte jo rent faktisk folk i Golanhøjderne," siger han.
Alle har en politisk tilknytning
Fadi Quran er en velformuleret ung palæstinenser, der tydeligt er inspireret af borgerretsforkæmpere i 1960?ernes USA og under apartheidstyret i Sydafrika. Han citerer i flæng fredsforkæmpere som Mandela og Gandhi og er ligesom dem tilhænger af civil ulydighed og ubevæbnet modstand. Ligesom Fadi Quran har flere af ungdomsbevægelsens ledende figurer en universitetsuddannelse bag sig eller er studerende. Men ifølge ham repræsenterer ungdomsgrupperne hele det palæstinensiske samfund.
"Det billede, folk har af os som værende mest intellektuelle, er både rigtigt og forkert. Mange af os er højt uddannede, men der er også mange fra flygtningelejrene, eller som ikke har færdiggjort en formel uddannelse eller ikke har gået på universitetet. Og mange har almindelig job som for
eksempel servitrice. Jeg tror, vi udstråler at være højtuddannede fra overklassen, fordi vi diskuterer politik meget," siger Fadi Quran og understreger, at mange af grupperne har ligeså meget fokus på sociale initiativer, som kvinders rettigheder og overkommelige elektricitetspriser, som på demokratiske valg og besættelsesmagten.
"Hvis vi virkelig vil være en revolutionær bevægelse, skal vi fokusere på alle disse ting, for de hænger alle sammen sammen," siger han.
Ifølge Fadi Quran tilhører ungdomsbevægelsen ikke en bestemt politisk retning, men er kendetegnet ved manglende tiltro til de dominerende politiske partier.
Roger Heacock mener dog, at palæstinenserne netop adskiller sig fra andre mellemøstlige nationaliteter ved en høj grad af politisk bevidsthed og tilknytning.
"Her har alle tilknytning til politiske partier - selv dem, der siger, de ikke har," siger han og forklarer, at palæstinenserne har været politisk aktive i årtier i modsætning til befolkningerne i de fleste af de arabiske nabolande. Det betyder også, at de ikke oplever den samme pludselige begejstring og er sværere at mobilisere.
Roger Heacock slår fast, at ungdomsgrupper ikke er noget nyt i Palæstina. De har tværtimod stået i spidsen for flere folkelige modstandsbevægelser siden 1980?ernes første intifada: "Palæstinenserne opfandt massedemonstrationer. Det er nu blevet overtaget af resten af den arabiske verden, og skal genopfindes af palæstinenserne," siger han.
Rashid Khalidi, som er professor i moderne arabiske studier ved Columbia University i New York og leder af universitetets Middle East Institute vurderer, at palæstinenserne stadig har friske erindringer om den anden intifadas blodige tab. Og det gør folk mere tilbageholdende i forhold til
at kaste sig ud i et nyt oprør.
"Palæstina er mærket af en høj grad af modløshed og skuffelse som følge af de fiaskoer, de har oplevet i kampen for at opnå reelle skridt mod frigørelse, og det har nok hæmmet opstanden," siger han.
Intet regime at vælte
Når de arabiske revolutionstendenser har så svært ved at slå rod i de palæstinensiske territorier er der ifølge den amerikansk-palæstinensiske professor Rashid Khalidi en altoverskyggende årsag: "Det er ikke muligt at have noget, der minder om det, der sker i andre arabiske lande, fordi du her har en besættelsesmagt," siger han.
Khalidi har nærstuderet de arabiske revolutioner og ikke mindst situationen i Palæstina. Han forklarer, at det er gennemgående for de andre lande i Mellemøsten, at koloniserings- og besættelsestiden sluttede for mange år siden, og de diktaturer, der udviklede sig i tiden efter, er dem, der nu mister deres legitimitet.
"Men her [i de palæstinensiske territorier, red.], hvem vender du dig mod? Vil du vælte regimet? Det er ikke en rigtig regering ? den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) har ikke suverænitet eller fuld juridisk myndighed. Derfor er det meget mere kompliceret,? siger han.
Khalidi forklarer desuden, at situationen i de palæstinensiske områder også adskiller sig fra andre
arabiske lande ved, at halvdelen af befolkningen er flygtninge, der befinder sig uden for landets grænser. ?Og selv inden for landets grænser er der mure, der holder befolkningen adskilt," siger Rashid Khalidi.
Når ungdomsbevægelsen endnu ikke har haft succes med at få palæstinenserne med på revolutionsbølgen, skyldes det ifølge professor i historie Roger Heacock også, at de venter på september. Til september vil den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) søge FN om anerkendelse som en selvstændig stat. Og palæstinenserne er tilsyneladende optimistiske. En meningsmåling lavet af det palæstinensiske analyseinstitut, Near East Consulting, viste for nylig, at tæt på to tredjedele af palæstinenserne tror på, at det vil lykkes PA at ansøge FN om selvstændighed.
Roger Heacock skønner derfor, at palæstinenserne holder sig i ro indtil da. Men så løber palæstinensernes tålmodighed også ud, tror han. Og når det sker, er han ikke i tvivl om at palæstinenserne bliver nemme at mobilisere til oprør, som så ofte før.
"Palæstinenserne har erfaring med opstand gennem generationer, og det betyder, at de er klar når som helst," siger han og vurderer at i en sådan situation, spiller de unge en afgørende rolle.
"De unge er altid vigtige i forhold til at skabe folkelig opstand. Så længe de unge er relativt rolige, har Israel intet at bekymre sig om," siger han.
Fadi Quran vurderer også, at september bliver skelsættende.
"Hvis anerkendelsen af Palæstina som en stat bare er et retorisk spørgsmål ?ja ja, så anerkender vi Palæstina som stat?, men det ikke reelt ændrer noget, kan det gøre mere skade end gavn. Kravet bør være mere specifikt: Vi vil have frihed, og det betyder ikke at ligge under for love, som vi ikke har nogen indflydelse på. Anerkendelse af retten til at vende tilbage for de 60 procent af palæstinenserne, der er flygtninge. Vi vil have værdighed, og ikke bare være slaver, der ikke blot klager over brud på vores menneskerettigheder, men udfordrer dem. Og lige nu er folkelig opstand den smarteste metode," siger Fadi Quran.
