Myanmar har fået frihed – men ikke for alle

4. april 2017 | Information

For et år siden trådte fredsikonet Aung San Suu Kyi til som reel leder af Myanmar som kulmination på årtiers kamp for demokrati og frihed. Men de nye friheder er ikke kommet alle til gode, og kritikere giver Aung San Suu Kyi en stor del af skylden for, at overgrebene mod etniske mindretal kun er blevet værre.

YANGON - Foran Dagon Shopping Center i Yangons middelklassekvarter, Sanchaung hænger områdets teenagere ud foran centerets spritnye Kentucky Fried Chicken. En håndfuld drenge lærer hinanden breakdance. Tre teenagepiger iført shorts og korte sommerkjoler sidder på en betonklods.

De rykker sammen for alle at kunne være i billedet på den enes selfie. En gruppe punkere med høje grønne hanekamme og læderjakker går forbi. På den enes ryg står »nazi - fuck off«.

Scenariet ville være utænkeligt for blot ti år siden. Da fandtes ingen vestlige fastfoodkæder, punkkultur – der i generalernes opfattelse opfordrede til oprør – var forbudt, bare kvindeben blev censureret i reklamer og medier, og mobiltelefoner var kun tilgængelige for en ganske lille elite.

Læs here artiklen på Information.dk

Forsidehistorie: På flugt til den belejrede by

18. maj 2016 | Information

Borgerkrige og blodige magtkampe har sendt millioner på flugt i Mellemøsten og Nordafrika. Én gruppe mennesker har ikke haft andet valg end at flygte til den belejrede Gazastribe.

BEIT LAHIYA - Syvårige Mohammed tager sin blinde far, Iyad Yousef Shehata, i hånden og fører ham gennem en snæver gyde ind ad en dør og op på førstesalen, hvor hans mor, bedstemor, faster og onkel sidder på madrasser spredt ud over gulvet langs væggene.

Vi er i Beit Lahiya i det nordlige Gaza, og familien er alle palæstinensere, men indtil for få år siden havde de boet hele deres liv i Syrien i flygtningelejren Jaramana. I marts 2013 vurderede Iyad Yousef Shehata, at situationen var for farlig og besluttede, at han måtte få sin familie ud af landet. Men hvorhen?

Mens de arabiske nabolande i stigende grad nægtede at åbne deres døre for palæstinensisk-syriske flygtninge, havde Iyad Yousef Shehata hørt rygter om, at nogle i stedet tog til Gazastriben. For ham var det en anledning til ikke kun at søge i sikkerhed, men også vende tilbage til det land, hans bedsteforældre flygtede fra i 1948.

Familien kom ind i Gaza gennem smuglertunneler fra Egypten, men det blev langt fra den eventyrlige hjemkomst, Iyad Yousef Shehata havde håbet på. Blot et år efter familiens ankomst måtte de igen søge ly fra bomber og eksplosioner under krigen mellem Israel og Gazas Hamas-styre i sommeren 2014.

»Vi flygtede fra Syrien, men befandt os blot i en ny krig,« siger han.

»Børnene var bange, men samtidig så vant til at se krig og elendighed, at du tænker, at det må have ødelagt noget inden i dem.«

Iyad Yousef Shehata fortryder ikke at være taget til det, han ser som sit hjemland. Men han er skuffet over myndighedernes – både Gazas magthavere, Hamas, og det Palæstinensiske Selvstyre – manglende støtte.

»De palæstinensiske politikere taler hele tiden om vores ret til at vende tilbage, men når vi så gør det, er der ingen hjælp at hente,« siger Iyad Yousef Shehata.

I begyndelsen modtog familien en mindre økonomisk assistance fra Hamas-regeringen, og da familien allerede i Syrien var registreret under FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, fik de hjælp til at få børnene i skole og til at leje en bolig. Men efter at krigen i 2014 efterlod mange af Gazas skoler og hospitaler i ruiner, titusinder uden tag over hovedet og hundredtusinder afhængige af nødhjælp, måtte de nye flygtninge som Shehata-familien stille sig bagest i køen.

»Spørg mig ikke, hvordan vi får mad på bordet. Nogle gange nødhjælpsorganisationer, andre gange naboer, men sidst på måneden er der aldrig nok,« siger Iyad Yousef Shehata, der et par måneder efter krigen pludselig mistede synet. Uden adgang til ordentlig lægehjælp, aner han stadig ikke hvorfor.

»Det er Guds vilje,« siger han og trækker på skuldrene.

Familien Shehata er ikke de eneste, der har valgt at tage fra én konfliktzone til en anden.

450 familier

På anden sal i en ny bygning i Jabalia-kvarteret i Gaza by, ligger kontoret til organisationen, ’Al Haqi’ – arabisk for ’vores ret’. Bygningen er stadig under opførsel, hvilket en åben elevatorskakt med træstilladser bærer vidne om.

Al Haqi er også helt ny, for dens formål er at hjælpe flygtninge, der kommer til Gaza fra krigshærgede områder – og det var utænkeligt for blot få år siden.

Der er næsten ingen møbler i Al Haqis lokaler. Fire kvinder sidder på brune plastikstole i midten af rummet. To af dem med børn på skødet. De snakker lavt sammen, men betonvæggene og klinkerne i det tomme rum får deres stemmer til at lyde som en brummen. Kvinderne er alle fra den palæstinensiske flygtningelejr Yamouk i Syrien og er taget hen til Al Haqi i håbet om, at organisationen kan hjælpe dem med en sundhedsforsikring.

Ifølge Al Haqi er omkring 450 flygtningefamilier – omtrent 1.800 personer – kommet til Gaza som konsekvens af konflikterne i Mellemøsten. Over halvdelen er fra Syrien, men organisationen repræsenterer også flygtninge fra Libyen og en lille gruppe fra Yemen. Kun få er syrere med syrisk baggrund, mens størstedelen er palæstinensere, der ligesom Iyad Yousef Shehata er vokset op i syriske flygtningelejre.

Andre forlod Gaza i 1960’erne, -70’erne og -80’erne af politiske årsager for at studere eller finde arbejde. Mange stiftede familie og vendte aldrig tilbage.

»I 17 år var jeg ikke i stand til at besøge Gaza, fordi Egypten (under tidligere præsident Hosni Mubarak, red.) ikke lod os passere,« siger Abdel-Kareem Abu Owaimer, der repræsenterer organisationens medlemmer fra Libyen. Her boede han og hans familie indtil 2011, hvor revolutionen tvang dem på flugt.

»Da var der intet valg – der var krig på hvert et gadehjørne,« siger han og forklarer, at de krydsede over 30 checkpoints bemandet af enten den daværende leder, Muammar Gaddafis styrker eller oprørerne, før de nåede Tunesien. Her tog familien et fly til Egypten, hvor de havde håbet at blive, men i lufthavnen blev de gennet til side af egyptisk politi og sat på en bus direkte til grænsen til Gaza.

»Vi nåede frem uden at sætte en fod på egyptisk jord en eneste gang,« siger han og fortæller, at mange flygtninge har lignende historier. Derfor er det svært at vide, hvor mange der er endt i Gaza af egen fri vilje, og hvor mange der er blevet tvunget af de egyptiske myndigheder.

Sidste mulighed

Ifølge en rapport fra den internationale menneskerettighedsgruppe Human Rights Watch er palæstinensiske flygtninge særligt udsatte, fordi de oplever diskrimination, når de søger tilflugt i flere af de omkringliggende arabiske lande.

Siden 2012 har Jordan forment adgang for palæstinensiske flygtninge. Samtidig begyndte også Libanon at indskrænke adgangen og indførte fra 2014 officielt restriktioner og begyndte at tvangsudvise grupper af palæstinensiske flygtninge tilbage til Syrien.

Rapporten anklager Egypten for ikke at lade palæstinensere registrere sig ved FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der udsteder opholdstilladelse, madrationer, lægehjælp m.m., men i stedet udvise dem til Libanon, Syrien eller Gaza. Som konsekvens har mange palæstinensiske flygtninge taget chancen og søgt mod Europa ad farlige og risikofyldte ruter.

»De, som ender i Gaza, har ikke andre muligheder,« forklarer Abu Owaimer, men selv om de ved, at Gaza ikke er det bedste sted at tage til, er mange alligevel chokerede over tilstandene.

Næsten 10 år under israelsk blokade har efterladt det lille område i voldsom økonomisk krise med en arbejdsløshed på over halvtreds procent. Kun få af flygtningene har derfor fundet arbejde, mens krigen i 2014 gjorde det sværere og dyrere at finde et sted at bo.

»I starten var der en smule hjælp, men nu får vi at vide, at alle ressourcer skal gå til ofrene for krigen i 2014 – vi fortæller dem, at vi også er ofre for krig,« siger Abu Owaimer og forklarer, at da mange af flygtningene ikke har palæstinensiske id-papirer, har de svært ved at søge om nødhjælp, lægehjælp eller nye boliger til dem, som fik ødelagt deres hjem under krigen.

For at gøre opmærksom på flygtninges situation besluttede Abu Owaida og en række andre af Gazas nye flygtninge at oprette ’Al Haqi’ – men selv det at få organisationen godkendt af de palæstinensiske myndigheder var en kamp, netop fordi ingen af dem havde de rette dokumenter og id-papirer.

»Jeg er farmaceut, og i mit fag taler vi om ’anerkendt’ og ’ikke anerkendt’ medicin – vi er de ikkeanerkendte mennesker i myndighedernes øjne,« siger Abu Owaida.

Ghazi Hammad, der er agerende viceudenrigsminister ved Gazas Hamas-regering, insisterer på, at myndighederne hjælper flygtningene med både jobs og med at finde et sted at bo.

»Da (flygtningene, red.) begyndte at ankomme, diskuterede vi i regeringen, hvad vi skulle gøre,« siger Hammad:

»På grund af den israelske blokade og de økonomiske og politiske omstændigheder er det naturligvis ikke nemt at absorbere et stort antal flygtninge, men vi besluttede at byde alle velkommen, der ville komme.«

Hammad understreger dog, at situationen i Gaza er svær for alle palæstinensere, og at de nyankomne flygtninge oplever samme udfordringer som alle andre.

I Beit Lahiya fastholder Iyad Yousef Shehata, at familien tog den rigtige beslutning ved at vende ’hjem’ til Palæstina.

Hans 70-årige mor, Khadra, er dog knap så sikker. Givet muligheden vil hun helst tilbage til Syrien.

»Der er ingen fremtid for os her. Jeg efterlod flere af mine sønner, døtre og børnebørn. Jeg savner dem – vi er nu en splittet familie,« siger hun og vender hovedet væk, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Find den originale artikel her

Ny lov skal modvirke boykot af israelske bosættelser

3. marts 2016 | Information

Præsident Obama har netop underskrevet en ny handelslov, der midt imellem regler om copyright og børnearbejde gør det ulovligt at boykotte varer fra israelske bosættelser. Obama har ganske vist lovet, at loven ikke gælder for Vestbredden, men den kan alligevel ende med at begrave tostatsløsningen for evigt.

I produktionshallen på fabrikken Lipski går administrerende direktør Yehuda Cohen rundt mellem maskiner og samlebånd. En ung mand pakker sirligt toiletbrætter i brune kasser. I loftet sender en robot hvide plasticstole gennem lokalet og stiller dem i stakke foran en ansat, der sætter klistermærker på.

»Vi har de smukkeste plasticvarer i hele verden, hvis jeg selv skal sige det,« griner Cohen stolt og fortsætter ind i et rum, hvor to mænd er ved at pakke kasser med toiletartikler. På kasserne står der ’produceret i Israel’ på hebraisk.

»Selvfølgelig står der ’produceret i Israel’ – vi er jo i Israel,« siger Cohen.

Men fabrikken ligger ikke i Israel. Faktisk ligger den omkring 15 kilometer inde på den besatte palæstinensiske Vestbred i et større industriområde kaldet Barkan. Barkan blev etableret i 1982 tæt på bosættelsen af samme navn og rummer i dag omkring 120 israelske fabrikker.

Siden Israel i 1967 besatte Vestbredden og Gaza og kort efter begyndte at bygge i disse områder, har FN, EU og adskillige amerikanske regeringer slået fast, at bosættelserne er ulovlige. Alligevel er Barkan blot én af 14 israelske fabriksparker på Vestbredden, hvor der i dag bor over en halv million israelere i bosættelser.

USA har i årevis været leder af et utal af fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere med målet om at etablere ’to stater for to folkefærd’. Efterhånden som bosættelserne vokser, bliver det dog stadigt sværere at se, hvor den palæstinensiske stat skal ligge. Både demokratiske og republikanske amerikanske regeringer har forsøgt at få Israel til at stoppe med at udvide bosættelserne.

I midten af 1990’erne, efter Oslo-aftalen, der skulle bane vejen for et selvstændigt Palæstina, vedtog Kongressen handelsregler, der slog fast, at varer produceret på Vestbredden eller i Gaza skulle mærkes således og ikke som ’produceret i Israel’. Forkert mærkning indebar en bøde på 10 procent af produktets værdi. I januar i år sendte de amerikanske told- og grænsekontrolmyndigheder et notat rundt, der mindede om at håndhæve de gældende regler.

Den nye handelslov vil muligvis ændre det. Loven gør det ulovligt for både offentlige institutioner og private virksomheder i USA at boykotte Israel såvel som ’israelsk kontrollerede områder’ og sidestiller på den måde for første gang bosættelserne med resten af Israel.

Læs hele artiklen på information.dk

Freden begynder i skolegården

23. februar 2016 | Information

Jødiske og palæstinensiske forældre i den israelske havneby Jaffa vil gøre op med det opdelte skolesystem og stifte deres egen ’fredsskole’. For dem handler blandede børnehaver og skoler ikke om politik, men om at skabe håb for fremtiden for deres børn. Det er svært, selv i en af de mest tolerante dele af Israel.

En gruppe små piger klatrer på et kulørt plastiklegehus på legepladsen til en børnehave i midten af den israelske havneby, Jaffa. Omkring dem lyder hvin, latter og gråd, som det nu hører sig til i enhver almindelig børnehave. Men den er dog ikke helt almindelig. I modsætning til størstedelen af de israelske uddannelsesinstitutioner er der her et lige miks af jødiske og palæstinensiske børn, der leger sammen og lærer hinandens sprog.

Børnehaven hører under organisationen ’Hånd i Hånd’. Udover at være tosproget er Hånd i Hånds institutioner baseret på et mål om at vise lige hensyn til børnenes kulturelle baggrunde. Feriekalenderen dækker både jødiske, kristne og muslimske helligdage, og børnene lærer om de forskellige religiøse højtider og traditioner.

34-årige Asaf Ronel er kommet for at hente sin datter, 4-årige Ruth. Han forklarer, at familien valgte at flytte til Jaffa for få år siden, fordi de havde hørt, at børnehaven var på tegnebrættet. En beslutning de ikke har fortrudt.

»I mange år troede jeg ikke på, at der var en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere, og jeg var bange for, hvad der ville ske med min familie. Men siden min datter begyndte her i børnehaven, har jeg opdaget, at det er muligt at bo sammen,« siger Ronel.

Han er journalist, så politik er en del af hans hverdag. Og Ronel har desuden haft konflikten tæt inde på livet, da han som ung befandt sig i en bus, da en palæstinensisk selvmordsbomber detonerede en bombe. Heldigvis kom han ikke selv alvorligt til skade. For ham handler kampen for blandede børnehaver og skoler dog ikke om politik, men om håb om en fremtid for sine børn.

Det offentlige israelske skolesystem er opdelt i skoler for ortodokse jøder, for sekulære jøder og for palæstinensiske kristne og muslimer. Hånd i Hånd-skolerne forsøger at etablere en fjerde mulighed, hvor børnene ikke opdeles efter etnisk baggrund.

Et forventet farvel til en utrættelig fredsaktivist

28. okt., 2015 | Information

Hashem Azzeh var blandt de sidste palæstinensere, der trods chikane fra israelske soldater og bosættere insisterede på at blive i den israelskkontrollerede del af Hebron på Vestbredden. En aktivist, hvis insisteren på fred endte med at koste ham livet. Tragisk kvalt af israelsk tåregas

Efterhånden som antallet af dræbte palæstinensere er over steget 50 på blot en måned, forsvinder mange navne og ansigter i mængden uden for mediernes søgelys. Den 54-årige Hashem Azzehs død sidste uge var ikke blandt overskrifterne på hverken danske eller internationale aviser, tv-kanaler og tidsskrifter. Men på sociale medier verden over gik hans død langt fra ubemærket hen.

Læs hele artiklen

Palæstinensiske unge: ’Enten lever du i frihed eller også lever du ikke’

17. okt. 2015 | Information

Den såkaldte ’Oslo-generation’, der er født under eller efter Oslo-aftalen fra 1993, skulle bane vejen for en varig fredsaftale og en palæstinensisk stat. 20 år senere har de unge palæstinensere i stedet kastet sig ud i et spontant oprør af tilfældige knivangreb på israelsk politi og civile. Tilsyneladende har de mistet håbet

Uden for FN’s pigeskole i flygtningelejren i Qalandia, en forstad til Jerusalem, samles drenge fra området. De mindste er stadig iført blå T-shirts, der udgør den lokale skoleuniform. De større drenge ryger, joker og drikker sort arabisk kaffe. Stemningen er spændt og afventende som middagsbønnen går i gang i en nærliggende moske.

Dæk i vejsiden, afbrændte containere og sten spredt overalt vidner om, hvad der er sket dagene forinden, og hvad der skal til at ske.

»Det er en demonstration mod, hvad der foregår ved Al Aqsa moskeen og drabene på palæstinensiske unge,« siger 14-årige Issa Masri og henviser til den udbredte opfattelse blandt palæstinensere om, at israelske national-religiøse grupper har planer om at overtage ét af muslimernes største helligdomme, Haram Al-Sharif, der huser Al Aqsa moskeen, og betegnes af jøder som Tempelpladsen.