Myanmar har fået frihed – men ikke for alle

4. april 2017 | Information

For et år siden trådte fredsikonet Aung San Suu Kyi til som reel leder af Myanmar som kulmination på årtiers kamp for demokrati og frihed. Men de nye friheder er ikke kommet alle til gode, og kritikere giver Aung San Suu Kyi en stor del af skylden for, at overgrebene mod etniske mindretal kun er blevet værre.

YANGON - Foran Dagon Shopping Center i Yangons middelklassekvarter, Sanchaung hænger områdets teenagere ud foran centerets spritnye Kentucky Fried Chicken. En håndfuld drenge lærer hinanden breakdance. Tre teenagepiger iført shorts og korte sommerkjoler sidder på en betonklods.

De rykker sammen for alle at kunne være i billedet på den enes selfie. En gruppe punkere med høje grønne hanekamme og læderjakker går forbi. På den enes ryg står »nazi - fuck off«.

Scenariet ville være utænkeligt for blot ti år siden. Da fandtes ingen vestlige fastfoodkæder, punkkultur – der i generalernes opfattelse opfordrede til oprør – var forbudt, bare kvindeben blev censureret i reklamer og medier, og mobiltelefoner var kun tilgængelige for en ganske lille elite.

Læs here artiklen på Information.dk

Republikanere i Israel: Trump er 'kosher'

Der vurderes at være over 130.000 amerikanske stemmeberettigede i Israel, og de kan få afgørende betydning for udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, mener repræsentanter fra det republikanske parti i Israel.

19. oktober 2016 | dr.dk

“Er du amerikaner – har du stemt?” spørger 18-årige Elizer Roseman en forbipasserende.

Han står bag et plastic-bord på gågaden, Jaffa Street, i den vestlige del af Jerusalem. Han er iført en blå trøje med ’Trump' skrevet hen over brystet. På bordet ligger kasketter, T-shirts og plakater med sloganet ’Make America Great Again’.

Det er første gang Roseman kan stemme, og for ham er kandidaternes forhold til Israel afgørende.

“Trumps politik vedrørende Israel er måske den bedste, vi har set nogensinde,” siger han.

Roseman er fra Texas og har taget et sabbatår i Israel, hvor han læser på en jødisk religiøs skole, en såkaldt yeshiva. Selvom han er i udlandet, mener han stadig, at det er vigtigt at hjælpe det republikanske parti med at føre valgkampagne – ikke mindst i Israel.

“Her er mange israelsk-amerikanere. Jeg har mødt unge, hvis forældre er amerikanere og andre studerende som jeg selv,” siger han.

Registrerer Trump-vælgere

En ung fyr kommer hen og spørger, om han må tage en t-shirt.

“Kun hvis du registrerer dig,” svarer Roseman smilende og rækker ham et stykke papir.

For at stemme til det amerikanske valg skal alle stemmeberettigede lade sig registrere.

Derfor har Roseman og andre frivillige Trump-tilhængere taget registreringsblanketterne med på gaden og deler t-shirts ud til dem, som udfylder papirerne - og som vil stemme Trump.

Kæmper for de jødiske stemmer

Ifølge den amerikanske ambassade i Israel er det umuligt at sige præcis hvor mange amerikanere, der er i Israel, og hvor mange, der stemmer.

En ny amerikansk rapport anslår dog, at der er omkring 130.000, mens det republikanske valgkontor i Israel mener, at det samlede antal er over 200.000.

I år har republikanerne i Israel gået særligt stærkt ind i kampen om netop disse stemmer. Der er sat valgkontorer op overalt i landet, inklusiv i de omstridte bosættelser på den palæstinensiske Vestbred.

“Vi har sat valgkontorer op der, hvor der er mange amerikanske vælgere,” siger Mark Zell, der er formand for organisationen Republicans Overseas i Israel, men uddyber, at det samtidig sender et signal, der er i tråd med Trumps politik vedrørende Israel.

Imod historisk amerikansk kurs

Under præsidentkampagnen har Trump meddelt, at han ikke vil blande sig i, om Israel bygger i de besatte palæstinensiske områder, og at han - som den første amerikanske præsident nogensinde - vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Det går imod USA's politiske kurs gennem 50 år.

“Det er et revolutionerende politiske skifte,” siger Zell, der selv bor i en jødisk bosættelse på Vestbredden.

Ifølge Zell kan selv få stemmer fra amerikanere i Israel være afgørende.

“Ved valget i 2000, blev George W. Bush præsident med en margin på 537 stemmer i det sydlige Florida. Ved samme valg var 1.500 af stemmerne for Bush fra Israel. Hvis de ikke havde stemt var han ikke blevet præsident, så de israelske stemmer er vigtige,” siger han.

Demokraterne får altid flertal

Sheldon Schorer fra Democrats Abroad i Israel er mindre sikker.

“Jeg tror ikke, det kommer til at gøre en forskel,” siger han og forklarer, at de fleste amerikanske jøder, der kommer til Israel, fra New York og Californien, hvor demokratiske kandidater næsten altid får flertal.

Schorer tilføjer, at jødiske vælgere i USA traditionelt støtter det demokratiske parti, men anerkender, at jødiske amerikanske vælgere i Israel går mod strømmen.

En meningsmåling efter valget i 2012 viste, at 85 procent stemte på Obamas republikanske modkandidat, Mitt Romney.

Schorer kom til Israel i 1980’erne og har været aktiv i alle valgkampe siden.

Ifølge ham er der dog sket en ændring i forhold til de amerikanere, der flytter til Israel.

“De første var mere socialistiske og kom for at bo i ’kibbutz’ (en slags kollektiv. - red.) og var typisk demokrater. Mange af de amerikanere, som er flyttet til for nylig, er mere religiøse, og nogle vil gerne bo i bosættelserne. De hælder mod republikanerne og kan ikke lide Obama, som er imod bosættelser, som,” han siger, forhindrer fred, siger han.

Marginal betydning

Journalist i Israel, Allison Sommer, har fulgt forholdet mellem USA og Israel i over 30 år.

Hun forklarer at stemmer, der kommer uden for USA, som regel har marginal betydning. Hun mener, at republikanernes særlige indsats i år primært handler om at kapre vælgere hjemme i USA.

“Jeg tror, de prøver at sende et signal om, at israelere støtter Trump,” siger hun og forklarer, at for mange konservative jødiske og kristne vælgere i USA er forholdet til Israel afgørende:

“Det republikanske parti har en gruppe prominente konservative jødiske vælgere, der normalt støtter dem. Men i år har de et problem, for de føler sig ikke trygge ved Trump. De kan dog heller ikke lide Hillary Clinton, så ved at have en stærk bevægelse af Trump-tilhængere i Israel, ønsker man at overbevise dem om, at Trump er ’kosher’,” siger hun og referer til betegnelsen for fødevarer, som er ’rene’ ifølge jødisk tro.

På gaden i Jerusalem flokkes unge amerikanere om det lille kampagnebord. De fleste er ligesom Elizer Roseman i Israel for at læse i yeshivaer og deler Rosemans begejstring for Trump.

“Trump elsker Israel,” siger 18-årige Derek Orenschein fra Los Angeles i Californien, mens han udfylder registreringspapirerne: “Han skal ikke kun gøre USA fantastisk igen, men også gøre Israel fantastisk igen.”

Efter halvanden time konstaterer de tilfredse, at der hverken er flere T-shirts eller registreringspapirer tilbage.

Læs mere på dr.dk

Forsidehistorie: På flugt til den belejrede by

18. maj 2016 | Information

Borgerkrige og blodige magtkampe har sendt millioner på flugt i Mellemøsten og Nordafrika. Én gruppe mennesker har ikke haft andet valg end at flygte til den belejrede Gazastribe.

BEIT LAHIYA - Syvårige Mohammed tager sin blinde far, Iyad Yousef Shehata, i hånden og fører ham gennem en snæver gyde ind ad en dør og op på førstesalen, hvor hans mor, bedstemor, faster og onkel sidder på madrasser spredt ud over gulvet langs væggene.

Vi er i Beit Lahiya i det nordlige Gaza, og familien er alle palæstinensere, men indtil for få år siden havde de boet hele deres liv i Syrien i flygtningelejren Jaramana. I marts 2013 vurderede Iyad Yousef Shehata, at situationen var for farlig og besluttede, at han måtte få sin familie ud af landet. Men hvorhen?

Mens de arabiske nabolande i stigende grad nægtede at åbne deres døre for palæstinensisk-syriske flygtninge, havde Iyad Yousef Shehata hørt rygter om, at nogle i stedet tog til Gazastriben. For ham var det en anledning til ikke kun at søge i sikkerhed, men også vende tilbage til det land, hans bedsteforældre flygtede fra i 1948.

Familien kom ind i Gaza gennem smuglertunneler fra Egypten, men det blev langt fra den eventyrlige hjemkomst, Iyad Yousef Shehata havde håbet på. Blot et år efter familiens ankomst måtte de igen søge ly fra bomber og eksplosioner under krigen mellem Israel og Gazas Hamas-styre i sommeren 2014.

»Vi flygtede fra Syrien, men befandt os blot i en ny krig,« siger han.

»Børnene var bange, men samtidig så vant til at se krig og elendighed, at du tænker, at det må have ødelagt noget inden i dem.«

Iyad Yousef Shehata fortryder ikke at være taget til det, han ser som sit hjemland. Men han er skuffet over myndighedernes – både Gazas magthavere, Hamas, og det Palæstinensiske Selvstyre – manglende støtte.

»De palæstinensiske politikere taler hele tiden om vores ret til at vende tilbage, men når vi så gør det, er der ingen hjælp at hente,« siger Iyad Yousef Shehata.

I begyndelsen modtog familien en mindre økonomisk assistance fra Hamas-regeringen, og da familien allerede i Syrien var registreret under FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, fik de hjælp til at få børnene i skole og til at leje en bolig. Men efter at krigen i 2014 efterlod mange af Gazas skoler og hospitaler i ruiner, titusinder uden tag over hovedet og hundredtusinder afhængige af nødhjælp, måtte de nye flygtninge som Shehata-familien stille sig bagest i køen.

»Spørg mig ikke, hvordan vi får mad på bordet. Nogle gange nødhjælpsorganisationer, andre gange naboer, men sidst på måneden er der aldrig nok,« siger Iyad Yousef Shehata, der et par måneder efter krigen pludselig mistede synet. Uden adgang til ordentlig lægehjælp, aner han stadig ikke hvorfor.

»Det er Guds vilje,« siger han og trækker på skuldrene.

Familien Shehata er ikke de eneste, der har valgt at tage fra én konfliktzone til en anden.

450 familier

På anden sal i en ny bygning i Jabalia-kvarteret i Gaza by, ligger kontoret til organisationen, ’Al Haqi’ – arabisk for ’vores ret’. Bygningen er stadig under opførsel, hvilket en åben elevatorskakt med træstilladser bærer vidne om.

Al Haqi er også helt ny, for dens formål er at hjælpe flygtninge, der kommer til Gaza fra krigshærgede områder – og det var utænkeligt for blot få år siden.

Der er næsten ingen møbler i Al Haqis lokaler. Fire kvinder sidder på brune plastikstole i midten af rummet. To af dem med børn på skødet. De snakker lavt sammen, men betonvæggene og klinkerne i det tomme rum får deres stemmer til at lyde som en brummen. Kvinderne er alle fra den palæstinensiske flygtningelejr Yamouk i Syrien og er taget hen til Al Haqi i håbet om, at organisationen kan hjælpe dem med en sundhedsforsikring.

Ifølge Al Haqi er omkring 450 flygtningefamilier – omtrent 1.800 personer – kommet til Gaza som konsekvens af konflikterne i Mellemøsten. Over halvdelen er fra Syrien, men organisationen repræsenterer også flygtninge fra Libyen og en lille gruppe fra Yemen. Kun få er syrere med syrisk baggrund, mens størstedelen er palæstinensere, der ligesom Iyad Yousef Shehata er vokset op i syriske flygtningelejre.

Andre forlod Gaza i 1960’erne, -70’erne og -80’erne af politiske årsager for at studere eller finde arbejde. Mange stiftede familie og vendte aldrig tilbage.

»I 17 år var jeg ikke i stand til at besøge Gaza, fordi Egypten (under tidligere præsident Hosni Mubarak, red.) ikke lod os passere,« siger Abdel-Kareem Abu Owaimer, der repræsenterer organisationens medlemmer fra Libyen. Her boede han og hans familie indtil 2011, hvor revolutionen tvang dem på flugt.

»Da var der intet valg – der var krig på hvert et gadehjørne,« siger han og forklarer, at de krydsede over 30 checkpoints bemandet af enten den daværende leder, Muammar Gaddafis styrker eller oprørerne, før de nåede Tunesien. Her tog familien et fly til Egypten, hvor de havde håbet at blive, men i lufthavnen blev de gennet til side af egyptisk politi og sat på en bus direkte til grænsen til Gaza.

»Vi nåede frem uden at sætte en fod på egyptisk jord en eneste gang,« siger han og fortæller, at mange flygtninge har lignende historier. Derfor er det svært at vide, hvor mange der er endt i Gaza af egen fri vilje, og hvor mange der er blevet tvunget af de egyptiske myndigheder.

Sidste mulighed

Ifølge en rapport fra den internationale menneskerettighedsgruppe Human Rights Watch er palæstinensiske flygtninge særligt udsatte, fordi de oplever diskrimination, når de søger tilflugt i flere af de omkringliggende arabiske lande.

Siden 2012 har Jordan forment adgang for palæstinensiske flygtninge. Samtidig begyndte også Libanon at indskrænke adgangen og indførte fra 2014 officielt restriktioner og begyndte at tvangsudvise grupper af palæstinensiske flygtninge tilbage til Syrien.

Rapporten anklager Egypten for ikke at lade palæstinensere registrere sig ved FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der udsteder opholdstilladelse, madrationer, lægehjælp m.m., men i stedet udvise dem til Libanon, Syrien eller Gaza. Som konsekvens har mange palæstinensiske flygtninge taget chancen og søgt mod Europa ad farlige og risikofyldte ruter.

»De, som ender i Gaza, har ikke andre muligheder,« forklarer Abu Owaimer, men selv om de ved, at Gaza ikke er det bedste sted at tage til, er mange alligevel chokerede over tilstandene.

Næsten 10 år under israelsk blokade har efterladt det lille område i voldsom økonomisk krise med en arbejdsløshed på over halvtreds procent. Kun få af flygtningene har derfor fundet arbejde, mens krigen i 2014 gjorde det sværere og dyrere at finde et sted at bo.

»I starten var der en smule hjælp, men nu får vi at vide, at alle ressourcer skal gå til ofrene for krigen i 2014 – vi fortæller dem, at vi også er ofre for krig,« siger Abu Owaimer og forklarer, at da mange af flygtningene ikke har palæstinensiske id-papirer, har de svært ved at søge om nødhjælp, lægehjælp eller nye boliger til dem, som fik ødelagt deres hjem under krigen.

For at gøre opmærksom på flygtninges situation besluttede Abu Owaida og en række andre af Gazas nye flygtninge at oprette ’Al Haqi’ – men selv det at få organisationen godkendt af de palæstinensiske myndigheder var en kamp, netop fordi ingen af dem havde de rette dokumenter og id-papirer.

»Jeg er farmaceut, og i mit fag taler vi om ’anerkendt’ og ’ikke anerkendt’ medicin – vi er de ikkeanerkendte mennesker i myndighedernes øjne,« siger Abu Owaida.

Ghazi Hammad, der er agerende viceudenrigsminister ved Gazas Hamas-regering, insisterer på, at myndighederne hjælper flygtningene med både jobs og med at finde et sted at bo.

»Da (flygtningene, red.) begyndte at ankomme, diskuterede vi i regeringen, hvad vi skulle gøre,« siger Hammad:

»På grund af den israelske blokade og de økonomiske og politiske omstændigheder er det naturligvis ikke nemt at absorbere et stort antal flygtninge, men vi besluttede at byde alle velkommen, der ville komme.«

Hammad understreger dog, at situationen i Gaza er svær for alle palæstinensere, og at de nyankomne flygtninge oplever samme udfordringer som alle andre.

I Beit Lahiya fastholder Iyad Yousef Shehata, at familien tog den rigtige beslutning ved at vende ’hjem’ til Palæstina.

Hans 70-årige mor, Khadra, er dog knap så sikker. Givet muligheden vil hun helst tilbage til Syrien.

»Der er ingen fremtid for os her. Jeg efterlod flere af mine sønner, døtre og børnebørn. Jeg savner dem – vi er nu en splittet familie,« siger hun og vender hovedet væk, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Find den originale artikel her

Ny lov skal modvirke boykot af israelske bosættelser

3. marts 2016 | Information

Præsident Obama har netop underskrevet en ny handelslov, der midt imellem regler om copyright og børnearbejde gør det ulovligt at boykotte varer fra israelske bosættelser. Obama har ganske vist lovet, at loven ikke gælder for Vestbredden, men den kan alligevel ende med at begrave tostatsløsningen for evigt.

I produktionshallen på fabrikken Lipski går administrerende direktør Yehuda Cohen rundt mellem maskiner og samlebånd. En ung mand pakker sirligt toiletbrætter i brune kasser. I loftet sender en robot hvide plasticstole gennem lokalet og stiller dem i stakke foran en ansat, der sætter klistermærker på.

»Vi har de smukkeste plasticvarer i hele verden, hvis jeg selv skal sige det,« griner Cohen stolt og fortsætter ind i et rum, hvor to mænd er ved at pakke kasser med toiletartikler. På kasserne står der ’produceret i Israel’ på hebraisk.

»Selvfølgelig står der ’produceret i Israel’ – vi er jo i Israel,« siger Cohen.

Men fabrikken ligger ikke i Israel. Faktisk ligger den omkring 15 kilometer inde på den besatte palæstinensiske Vestbred i et større industriområde kaldet Barkan. Barkan blev etableret i 1982 tæt på bosættelsen af samme navn og rummer i dag omkring 120 israelske fabrikker.

Siden Israel i 1967 besatte Vestbredden og Gaza og kort efter begyndte at bygge i disse områder, har FN, EU og adskillige amerikanske regeringer slået fast, at bosættelserne er ulovlige. Alligevel er Barkan blot én af 14 israelske fabriksparker på Vestbredden, hvor der i dag bor over en halv million israelere i bosættelser.

USA har i årevis været leder af et utal af fredsforhandlinger mellem israelere og palæstinensere med målet om at etablere ’to stater for to folkefærd’. Efterhånden som bosættelserne vokser, bliver det dog stadigt sværere at se, hvor den palæstinensiske stat skal ligge. Både demokratiske og republikanske amerikanske regeringer har forsøgt at få Israel til at stoppe med at udvide bosættelserne.

I midten af 1990’erne, efter Oslo-aftalen, der skulle bane vejen for et selvstændigt Palæstina, vedtog Kongressen handelsregler, der slog fast, at varer produceret på Vestbredden eller i Gaza skulle mærkes således og ikke som ’produceret i Israel’. Forkert mærkning indebar en bøde på 10 procent af produktets værdi. I januar i år sendte de amerikanske told- og grænsekontrolmyndigheder et notat rundt, der mindede om at håndhæve de gældende regler.

Den nye handelslov vil muligvis ændre det. Loven gør det ulovligt for både offentlige institutioner og private virksomheder i USA at boykotte Israel såvel som ’israelsk kontrollerede områder’ og sidestiller på den måde for første gang bosættelserne med resten af Israel.

Læs hele artiklen på information.dk

Freden begynder i skolegården

23. februar 2016 | Information

Jødiske og palæstinensiske forældre i den israelske havneby Jaffa vil gøre op med det opdelte skolesystem og stifte deres egen ’fredsskole’. For dem handler blandede børnehaver og skoler ikke om politik, men om at skabe håb for fremtiden for deres børn. Det er svært, selv i en af de mest tolerante dele af Israel.

En gruppe små piger klatrer på et kulørt plastiklegehus på legepladsen til en børnehave i midten af den israelske havneby, Jaffa. Omkring dem lyder hvin, latter og gråd, som det nu hører sig til i enhver almindelig børnehave. Men den er dog ikke helt almindelig. I modsætning til størstedelen af de israelske uddannelsesinstitutioner er der her et lige miks af jødiske og palæstinensiske børn, der leger sammen og lærer hinandens sprog.

Børnehaven hører under organisationen ’Hånd i Hånd’. Udover at være tosproget er Hånd i Hånds institutioner baseret på et mål om at vise lige hensyn til børnenes kulturelle baggrunde. Feriekalenderen dækker både jødiske, kristne og muslimske helligdage, og børnene lærer om de forskellige religiøse højtider og traditioner.

34-årige Asaf Ronel er kommet for at hente sin datter, 4-årige Ruth. Han forklarer, at familien valgte at flytte til Jaffa for få år siden, fordi de havde hørt, at børnehaven var på tegnebrættet. En beslutning de ikke har fortrudt.

»I mange år troede jeg ikke på, at der var en løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere, og jeg var bange for, hvad der ville ske med min familie. Men siden min datter begyndte her i børnehaven, har jeg opdaget, at det er muligt at bo sammen,« siger Ronel.

Han er journalist, så politik er en del af hans hverdag. Og Ronel har desuden haft konflikten tæt inde på livet, da han som ung befandt sig i en bus, da en palæstinensisk selvmordsbomber detonerede en bombe. Heldigvis kom han ikke selv alvorligt til skade. For ham handler kampen for blandede børnehaver og skoler dog ikke om politik, men om håb om en fremtid for sine børn.

Det offentlige israelske skolesystem er opdelt i skoler for ortodokse jøder, for sekulære jøder og for palæstinensiske kristne og muslimer. Hånd i Hånd-skolerne forsøger at etablere en fjerde mulighed, hvor børnene ikke opdeles efter etnisk baggrund.

Journalistformand i Israel: »Forfærdelig stemning mod udenlandsk presse«

23. februar 2016 | Journalisten 

Trusler om at annullere pressekort, en nedgørende Youtube-video, vold og overgreb mod journalister. Det er ikke beskrivelsen af et autoritært diktatur, men Israel. Formand for den internationale presseklub mener, landet driver »heksejagt« mod internationale journalister. Udenrigsministeriet afviser.

Der gik ikke mange minutter, fra en af USA’s mest anerkendte mellemøstkorrespondenter - William Booth er chef for Washington Posts kontor i Israel - blev tilbageholdt i Jerusalem, til nyheden nåede hele verden.

Amerikanske Newsweek bemærkede, at episoden kom præcis en måned efter, at en anden Washington Post-journalist var blevet løsladt i Iran.

Israel bliver sjældent sat i bås med autoritære regimer som Iran, men de seneste måneder har den internationale presseklub Foreign Press Association (FPA) kritiseret de israelske myndigheder for at gå hårdhændet til værks mod udenlandske journalister.

»Der er en forfærdelig stemning mod udenlandsk presse, og det er meget bekymrende,« siger Luke Baker, formand for FPA, til Journalisten.

Pressefjendtlig stemning fra politisk top

Israelsk politi har via en talskvinde oplyst, at en William Booth blev tilbageholdt, fordi en forbipasserende anklagede ham og en fotograf for at provokere unge palæstinensere til voldelige optøjer uden for den gamle by i Jerusalem. Begge blev taget med på stationen, men løsladt under en time senere, hvorefter det israelske pressekontor beklagede episoden, som de kaldte ”sandsynligvis resultatet af en misforståelse”.

Luke Baker mener dog, at episoden er et symptom på, at israelsk politi og militær i stigende grad mener, det er i orden at chikanere journalister.

Ifølge Baker kommer denne stemning ikke mindst fra den øverste politiske top. Sidste år offentliggjorde det israelske udenrigsministerium en hånende tegnefilm på Youtube, hvor en blond TV-rapporter med amerikansk accent tegner et rosenrødt billede af Hamas-regeringen i Gaza, mens maskerede mænd affyrer raketter bag ham.

Læs hele artiklen på journalisten.dk

Et forventet farvel til en utrættelig fredsaktivist

28. okt., 2015 | Information

Hashem Azzeh var blandt de sidste palæstinensere, der trods chikane fra israelske soldater og bosættere insisterede på at blive i den israelskkontrollerede del af Hebron på Vestbredden. En aktivist, hvis insisteren på fred endte med at koste ham livet. Tragisk kvalt af israelsk tåregas

Efterhånden som antallet af dræbte palæstinensere er over steget 50 på blot en måned, forsvinder mange navne og ansigter i mængden uden for mediernes søgelys. Den 54-årige Hashem Azzehs død sidste uge var ikke blandt overskrifterne på hverken danske eller internationale aviser, tv-kanaler og tidsskrifter. Men på sociale medier verden over gik hans død langt fra ubemærket hen.

Læs hele artiklen

Palæstinensiske unge: ’Enten lever du i frihed eller også lever du ikke’

17. okt. 2015 | Information

Den såkaldte ’Oslo-generation’, der er født under eller efter Oslo-aftalen fra 1993, skulle bane vejen for en varig fredsaftale og en palæstinensisk stat. 20 år senere har de unge palæstinensere i stedet kastet sig ud i et spontant oprør af tilfældige knivangreb på israelsk politi og civile. Tilsyneladende har de mistet håbet

Uden for FN’s pigeskole i flygtningelejren i Qalandia, en forstad til Jerusalem, samles drenge fra området. De mindste er stadig iført blå T-shirts, der udgør den lokale skoleuniform. De større drenge ryger, joker og drikker sort arabisk kaffe. Stemningen er spændt og afventende som middagsbønnen går i gang i en nærliggende moske.

Dæk i vejsiden, afbrændte containere og sten spredt overalt vidner om, hvad der er sket dagene forinden, og hvad der skal til at ske.

»Det er en demonstration mod, hvad der foregår ved Al Aqsa moskeen og drabene på palæstinensiske unge,« siger 14-årige Issa Masri og henviser til den udbredte opfattelse blandt palæstinensere om, at israelske national-religiøse grupper har planer om at overtage ét af muslimernes største helligdomme, Haram Al-Sharif, der huser Al Aqsa moskeen, og betegnes af jøder som Tempelpladsen.

Maarouf dokumenterer overgreb i Syrien: 'Man vænner sig til, at familien dør'

26. august 2015 | dr.dk

Syrisk flygtning trawler internettet for vidneudsagn om krigens forbrydelser.

Maarouf Touameh med et foto fra angrebet i Douma. FOTO: Lena Odgaard

I Syrien har den oprørskontrollerede forstad til Damaskus været under flere hårde angreb fra Assad-regeringen i den forgangne uge.
Angrebene kostede ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder over 100 mennesker livet, og blandt dem er mange kvinder og børn, da ét af målene var en markedsplads fyldt med handlende.

Angrebene er blot de seneste i den over fire år lange blodige konflikt, og mange er holdt op med at tælle antallet af dræbte civile og andre brud på menneskerettighederne. Men ikke alle.

Fra Amman i Jordan følger den 35-årige syriske flygtning, Maarouf Touameh, situationen tæt.

Læs hele artiklen

Hør radioindslaget fra P1 Radioavisen

Et år efter krigen i Gaza: Palæstinensiske unge har mistet håbet for fremtiden

7. juli 2015 | dr.dk

Store dele af Gaza ligger stadig i ruiner, og sidste års krig præger især de unge.

I landsbyen Johor Al-Deik i Gaza tæt på grænsen til Israel terper 18-årige Inas Abu Issa årstal og navne inden sin afsluttede studentereksamen, den såkaldte ’tawjihi’, i historie. Klokken er syv om morgenen, og hun er stået tidligt op for at udnytte morgensolen, for der er kun elektricitet få timer om dagen.

- Tawjihi er en vigtig fase i mit liv, fordi det vil afgøre, om jeg kan komme på universitet, siger Inas og forklarer, at hun drømmer om at være blandt de dygtigste elever i Gazastriben, så hun kan rejse og måske læse i udlandet.

- Jeg har mange drømme, men situationen er vanskelig, siger hun.

Inas sidder på en madras i et skur af blikvægge og en presenning som tag. Her bor hun med otte familiemedlemmer efter deres hus blev bombet under krigen sidste år. Deres hus var ét af omkring 18.000 hjem, der blev ødelagt, hvilket efterlod cirka 108.000 af Gazas befolkning på 1.8 millioner hjemløse.

Læs hele artiklen

Hør radio indslag fra P1

Kunst-vandring puster nyt liv i Jerusalems glemte kulturskatte

1. juni, 2015 | CKU

I Jerusalem bruger det palæstinensiske galleri, Al Hoash, nærmiljøet som udstillingsrum. Under byvandring bestående af interaktive kunstudstillinger belyser lokale og danske kunstnere oversete kulturperler i en by, hvor både palæstinensisk kunst og kulturarv er under pres.

Palæstinensisk dreng bliver malet i ansigtet i Karm Al Khalili parken i Østjerusalem som en del af den alternative byvandring.

For 25-årige Majd Amoury, fra Jerusalem var det første gang hun udstilledeet værki sin hjemby. Den palæstinensiske kunstner havde kastet sin kærlighed på et trehundredår gammelt frugttræ i gården af lokalcentret Abna Alquds – Jerusalems Sønner – i den Gamle By.

”Træet har stor værdi for de lokale. Generationer har samledes her. Når kærestepar ikke kunne mødes offentligt, fordi det ikke er kulturelt accepteret, har de mødtes her. Og små drenge har siddet på grenene,” forklarede hun.

Frugttræet var femte stop på den alternative byvandring, arrangeret af det palæstinensiske galleri, Al Hoash, og Jerusalem Tourism Cluster, som er en non-profit organisation, der arbejder for at fremme turisme i Østjerusalem. Og Majd Amoury havde indhyllet træet i kulørt garn for, bogstaveligt talt, at forbinde det gamle med det nye.

Med sine  forårsgrønne blade kastede træet skygge over en gruppe ældre palæstinensiske kvinder iklædt traditionelle broderede kjoler, som sad i en rundkreds og snakkede.

Jerusalem fra anderledes vinkel
Med værket ønskede Majd Amoury at lede Jerusalems palæstinensiske beboeres opmærksomhed mod glemte historiske steder og stedernes skønhed.

”En væsentlig udfordring her er, at det ikke er udbredt at interessere sig for kunst. Det er som om, folk føler, de har nok bekymringer, og kulturelle ting kommer i sidste række efter at sørge for mad, uddannelse og sikkerhed for deres børn,” sagde hun.

Maid Amourys farverige garntræ var blot ét af en række værker og forestillinger i den alternative byvandring i den Gamle By og det omkringliggende område. Under navnet ’RE/viewing Jerusalem’ og sloganet ’opdag byen fra en anderledes vinkel’ startede turen i Al Hoashs  gamle bygning fra 1930’erne med buede vinduer og lysegule stenvægge. Her bød kurator, Alia Rayyan velkommen og forklarede, at hensigten med den såkaldte ’art walk’ var at gøre særligt palæstinenserne i nærmiljøet opmærksomme på områdets historiske og kulturelle skatte.

Fra Østjerusalems handelsnerve, Al Zahra gaden, vandrede deltagerne gennem eftermiddagstravle og småkaotiske veje til en lille park, Karm Al Khalili, hvor børn fra nærområdet spillede musik på spande og koste, mens spejle i træerne reflekterede dagens sidste solstråler. Selvom parken er én af meget få grønne arealer i Østjerusalem, er den ofte næsten tom efter  af  af at have været samlingssted for lokale kriminelle. Det er den slags fordomme, byvandringen ønsker at gøre op med.

Støttet af CKU og British Council er den alternative byvandring led i et større EU-finansieret projekt med målsætning om at øge turismen i de palæstinensiske dele af den Gamle By og Al Zahra gaden gennem aktiviteter inden for kunst og kultur.

Palæstinensisk synlighed i gadebilledet
For Alia Rayyan, handler det dog i lige så høj grad om at få områdets lokalbefolkning til igen at blive en synlig del af gadebilledet.

”Det er meget vigtigt for særligt palæstinensere i Jerusalem, fordi vi mere eller mindre er udelukket fra det offentlige rum,” sagde hun.

Opførelsen af den israelske separationsbarriere i 2002 adskilte ikke blot Jerusalem fra resten af Vestbredden, men brød også relationerne mellem byens palæstinensiske befolkning og deres landsmænd og gjorde det umuligt for de knap tre millioner palæstinensere på Vestbredden at tage del i Jerusalems kunst- og kulturliv.

Ifølge Alia Rayyan har barrieren og den politiske situation isoleret den palæstinensiske befolkning. Ikke blot geografisk, men også socialt og kulturelt.

Østjerusalem blev annekteret af Israel i 1967, og der bor i dag omkring 200.000 israelere i primært-jødiske bosættelser, der anses som ulovlige af det internationale samfund. Ifølge tal fra FN bor der i dag omkring 300.000 palæstinensere i Østjerusalem, men blot 13 procent af området er allokeret til palæstinensisk bebyggelse, hvoraf der allerede er bygget på det meste. Og blandt de områder, der er afsat til offentlige arealer, er kun en brøkdel reelt tilgængelige for palæstinenserne.

Den manglende udvikling i de palæstinensiske dele af Jerusalem samt israelske restriktioner mod lokalbefolkningen gør, at mange føler sig fremmedgjorte i deres egen by, forklarede Alia Rayyan.

Projektet er inspireret af ’rebel architecture’, en blanding af gadekunst og aktivisme, som har til hensigt at opfordre kunstnere og folk i lokalområdet til at tænke over, hvordan de med begrænsede midler kan puste liv i lokalområdet.

”Det handler om at se, hvilke materialer jeg har omkring mig, og hvad jeg kan gøre med dem under de givne forhold,” sagde hun og forklarede, at hun havde fundet masser af inspiration gennem samarbejdet med et hold af danske kunstnere fra gruppen Bureau Detours.

’Relax bazar’
De danske kunstnere havde fået til opgave at lave sidste stop på turen i hjertet af den Gamle By i det såkaldte ’Souk Al Bazar’ – Al Bazar markedet, der kan dateres tilbage til år 1187. Deres installation var inspireret af deres personlige indtryk fra arkitekturen i den Gamle By og ikke mindst gadekøkkenerne.

“Først gik vi rundt i byen og så, hvad fangede vores opmærksomhed. Der var den her syltede broccoli, som er helt pink, og dørene som er lyseblå. Og alt tager udgangspunkt i de klassiske buer, man ser rundt i byen,” fortalte Loui Salinas fra Bureau Detours.

De tykke vægge i det kølige mørke rum med hvælvede lofter lukkede støjen fra markedsgaderne ude. Den lille indendørs markedsplads har været lukket siden den første intifada i slutningen af 1980’erne, og de danske kunstnere ønskede at understrege stilheden og roen i rummet, der havde ligget i dvale i over 20 år.

”Det skal være en ’relax bazar’, hvor man kan falde tilbage og reflektere over, hvordan byen er, for den er helt kaotisk,” tilføjede en anden af Bureau Detours’ medlemmer Kim Borch

”Der er kamp om alle steder og alle rum i denne by. Der er ikke så mange steder, man kan slappe af. Jeg håber, at det bliver muligt for folk at bruge dette her rum fremover.”

Byvandringerne fortsætter frem til 13. juni, hvorefter Al Hoash galleriet planlægger nye ruter med nye udstillinger og forestillinger.

Læs hele artiklen

Dansk-palæstinensere tilbage i ødelagt by for at få en undskyldning

15. maj, 2015 | dr.dk

Jøder undskylder at have givet penge til en park på ruinerne af en palæstinensisk landsby.

Shereen Usdin foran skilt i den såkaldte 'sydafrikanske skov', etableret på ruinerne af den palæstinensiske landsby, Lubya. Foto: Lena Ogdaard

- Vi vidste ikke, at da vi donerede penge i en lille blå kasse, ville de blive brugt til at dække over Lubya, siger Shereen Usdin.

Usdin og en lille gruppe sydafrikanske jøder havde taget hele vejen til det nordlige Israel, til den "Sydafrikanske Skov". De kom for at sige undskyld, fordi skoven, der er plantet i deres navn, ligger på ruinerne af den palæstinensiske landsby, Lubya.

- Vi er kommet for at anerkende, at i forbindelse med "Nakba" blev hundredevis af landsbyer ødelagt, land blev frarøvet og hundredetusindvis af folk blev fordrevet, siger Usdin:

- Lubya er bare en af de landsbyer, men her i den Sydafrikanske Skov, under disse træer, føler vi os direkte implicerede.

Læs hele artiklen på dr.dk

»Jeg vil bevise, at unge kvinder kan forandre samfundet«

2. april 2015 | Mellemfolkeligt Samvirke

Konstant besættelse, defekt demokrati og konservativt kvindesyn: Man løber nemt panden mod en mur, hvis man er kvindelig forkæmper for forandring i Palæstina. Her kan du møde to kvinder, der nægter at dukke nakken.

Wardeh Al-Rajoob ved ActionAids kontor i Hebron

Bag rækker af butiksfacader og falafelrestauranter, strøet tæt langs én af hovedgaderne i den palæstinensiske storby Hebron, ligger ActionAid’s kontor. I gården blæser de hvide blade af de netop udsprungne mandeltræer, men selvom der er lunt udenfor, holder de tykke, hvide mursten, der er kendetegnende for palæstinensiske huse, effektivt forårssolens stråler ude. 23-årige Wardeh Al-Rajoob har derfor sat sig ved en gasvarmer i et af husets kontorer.

Wardeh er fra landsbyen Al-Kom uden for Hebron. Her er hun politisk aktiv i en lille ungdomsgruppe, bestående primært af kvinder, som står bag en kampagne under sloganet ’Jeg har ret til at drikke vand’.

”Der er 3500 indbyggere i Al-Kom, men folk har ikke lige adgang til vand. Målet er at sikre lige fordeling af vandressourcer og retfærdighed på lokalplan,” siger den 23-årige palæstinensiske kvinde.

Læs hele artiklen på ms.dk

Eller læs artiklen i Action Magazine

Arab Idol: Palæstinensere i sangkonkurrence til forhør i Israel

7. nov. 2014 | dr.dk

To sangere er blevet forhørt af Israels efterretningstjeneste, efter de har deltaget i Arab Idol i en "fjendtlig stat".

Arab Idol: Manal Mousa Palestinian Singer

Manal Mousa og Haitham Khalaily er blandt de ni finalister i dette års Arab Idol - ét af de største underholdningsprogrammer i Mellemøsten, der ses af op mod 100 millioner regionen over.

Men det er ikke kun deres stemmer, der har gjort dem berømte. I scenens spotlys og iført en traditionel palæstinensisk sort kjole med røde broderier og et matchende hårbånd med mønter, der hænger ned i panden, sang Manal Mousa en palæstinensisk nationalsang. Og dét til dommerpanelets begejstring.

- Jeg hylder palæstinenseren i dig, sagde den libanesiske popsanger, Wael Kfoury mens den 25-årige Manals øjne blev blanke af tårer.

Læs hele artiklen på dr.dk

Lidegaard: Europa tror ikke på at Israel vil fred

4. november 2014 | dr.dk

Den danske udenrigsminister afsluttede i dag sit besøg i Israel efter 'klare' udmeldinger til sine israelske politikerkollegaer.

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, sammen med sin israelske kollega, Avigdor Lieberman i Jerusalem. Foto: Lena Odgaard

De europæiske lande er ved at miste troen på, at Israel ønsker at slutte fred med palæstinenserne.

Sådan lød det fra den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard, der tirsdag afsluttede sit besøg i Israel.

- Mit budskab er, at hvis det fortsætter på denne måde, så tror jeg, at Europa og Europas befolkninger kommer til at reagere, sagde Lidegaard under et pressemøde på hotellet King David i Jerusalem.

Han vurderede, at der allerede nu er et skifte i, hvordan danskerne og europæerne ser på Israel.

- Kombinationen af Gaza med nye bosættelser har skabt en ny kritik af Israel. Det er tydeligt for enhver og er forståeligt, fordi det er svært at se Israels vilje til fred. Det har jeg sagt lige så klart til alle de israelere, jeg har mødt, som jeg siger til jer nu. Også at det jo først og fremmest er Israels problem.

Læs hele artiklen på dr.dk

Vejen til fred handler om penge

3. april 2014 | Verdensnyt.dk (oprindeligt udgivet på spansk for esglobal.org - 'Por que el camino a la paz es una cuestion de dinero')

Skuespilleren Scarlett Johanssons nu famøse SuperBowl reklame tilføjede ikke kun gas til hendes hjemmebryggede sodavand men også til den internationale aktivistbevægelse, der kæmper for boykot og sanktioner mod Israel.

'Sorry, Coke & Pepsi' is the uncensored version of SodaStream's commercial for the Big Game 2014. Watch as Scarlett Johansson shows us how to save the world with a soda that's better-for-you and all of us. Less sugar, less bottles.

Den blonde skønhed fik budskabet i mainstream medier verden over, da hun forsøgte at brande SodaStreams bobler – en virksomhed, der har en fabrik i en israelsk bosættelse på Vestbredden – som en måde at “redde verden”.

Det blev latterliggjort af kritikere, der pegede på de forfærdelige levevilkår for fabrikkens palæstinensiske naboer, der næsten ikke har adgang til vand. Og da skuespillerens reklame blev lanceret på et tidspunkt, hvor ledende europæiske investeringsagenturer brød deres bånd til israelske virksomheder med filialer i bosættelserne gav det ekstra spotligt på vigtigheden af enge i de igangværende forhandlinger om en to-statsløsning.

Læs hele artiklen

Press freedom under pressure in Egypt

About 100.000 Egyptians went to the streets on 27 November, 2012 to protest President Morsy’s decree granting him and the constitutional assembly immunity. ©Lena Odgaard

Dec. 6, 2013 | International Media Support (IMS)

Newspapers and television stations opposing the new draft constitution made by Egypt’s President Mohamed Morsi are falling silent 4 – 5 December in protest over what they see as further restrictions on press freedom. Journalist Lena Odgaard talks to two independent journalists in Egypt about their post-revolution hopes for more press freedom in Egypt.

Incidents of suspension of TV stations, arrests and assaults on journalists and confiscation of newspapers have taken place in Egypt in the last few months of 2012.

“The level of press freedom is deteriorating – there are attacks on journalists on a daily basis,” says Ahmed Esmat, 30, journalist and co-founder of two new Alexandria-based media outlets, Alex Agenda Magazine and the newspaper ‘Amwague’.

In August, Minister of Information and member of the Muslim Brotherhood, Salah Abdel-Maqsoud, suspended the TV-channel, ‘Fareen’, and confiscated the August 11-edition of the al-Dustour newspaper due to accusations of incitement and insulting the President. Both outlets are known for being notoriously critical of the Muslim Brotherhood and supporters of the military. Fareen’s controversial TV host, Tawfiq Okasha and editor-in-chief of al-Dustour, Islam Afifi, are to be tried at the Cairo Criminal Court for incitement.

International media has criticised the new regime for attempting to repress free speech, but according to young Egyptian journalists, methods used to control the media goes way beyond these controversial cases. With reference to policies from the time of Mubarak, the new regime has instated new editors of the leading media houses leading to increased censorship. Additionally incidents of assaults, intimidation and arrests based on new policies cracking down on criticism of the president or blasphemy are likely to increase the level of self censorship, assesses Esmat: “They (the authorities, ed.) don’t want to give media its freedom.”

In the aftermath of the revolution journalists were hoping to see more press freedom, but Esmat has lost his optimism.

“We expected greater space to work and greater freedom of expression,” says Esmat: “You can now see in their faces that journalists are disappointed.”

The revolution fostered public debate – and incitement

In spite of disappointment, the current situation cannot be compared to that under Mubarak. Also then, journalists faced attacks and harassment, explains Esmat, but the main difference is the significant rise in public debate sparked by the revolution. This assessment is shared by Hanan Solayman, 28, a freelance journalist and founder of the newly established, ‘Mandara’, an initiative for gathering local news in the upper region of Egypt.

“In spite of disappointment, the current situation cannot be compared to that under Mubarak – under Mubarak we were facing a lot of attacks too,” explains Esmat, who sees the revolution as having sparked public debate at an unprecedented level.

“After seeing Mubarak fall, there seems to be a belief that authorities will react to the pressure of the people. And in spite of harassment, the fear of speaking out seems to have gone with the old regime,” she says, explaining that amongst journalists this means organising protests both on social media sites such as Facebook and Twitter, but also on the ground pushing for more freedom.

Responding to the regimes’ methods of intimidation such as arrests, beatings and confiscation of equipment, a group of journalists, including Esmat, have formed a coalition of about 40-45 journalists from different media outlets in Alexandria. Calling themselves ‘Media Makers Support Network’ or ‘DAA’M’, they ensure that word gets out if one is attacked or arrested, they facilitate lectures and trainings in what to do in case of arrests and on a more general level, fight for new press freedom laws.

According to Solayman there is a pressing need for an independent institution to monitor limitations in press freedom. But also for new and clear media policies both guaranteeing press freedom and protecting against incitement. Solayman explains that the revolution has made Egypt extra vulnerable to outbreaks of violence. The cases of incitement as in Fareen TV and al-Dostour newspaper encouraging people and the military to overthrow Morsi, could therefore have serious consequences.

“Some people misunderstood the freedom that the revolution brought along. We need responsible freedom. In any free media, as much as freedom should be there, so should accountability”.

But according to Solayman there are no movements towards such policies, which she expects will only benefit the government. Solayman fears that as people see the large degree of incitement and lies being allowed in the public media they will demand for more conservative regulations and more censorship.

Post-revolution optimism has faded

Both young, ambitious journalists who have recently launched new media initiatives, Esmat and Solayman represent the future of Egyptian media.

In the time after the revolution Solayman participated in several sessions on how to improve the Egyptian media environment.

“There were a lot of media professors and professionals to brainstorm with about what we could do, but it never happened. It was just talks in lecture halls, it never came to action, unfortunately,” says Solayman.

Pointing to lack of freedom of information laws and difficulties in attaining the needed permits for registering new media outlets – especially if having a record of being critical of the new regime – they have little confidence in a prosperous future for Egyptian media. Looking back at the post-revolution optimism, she and Esmat now have little confidence that the situation will improve.

Still, their determination to see their new media houses blossom and succeed reveal signs of hope among the ambitious young journalists.

“We have to stand as one strong body and fight for our rights,” says Esmat, “I hope that something will happen and they will stop putting obstacles in the way of newspapers and magazine to ensure more freedom.”

The interviews in this article were carried out prior to the November demonstrations.

Find the original article here

Egypt: “There is no media freedom – only journalists defying the regime”

May 10, 2013 | International Media Support (IMS)

Two years after the revolution in Egypt, the country’s media is yet to be revolutionised, says Rasha Abdulla, Associate Professor and Chair of Journalism and Mass Communication at the American University in Cairo.

While the current political instability gives room for people to speak out, it should not be mistaken for free speech, Abdulla told IMS at the Anna Lindh Foundation’s Mediterranean Forum in Marseille.

What is the current level of press freedom in Egypt?

“There is no freedom whatsoever. Journalists write what they want and criticize the president, but not because laws guarantee their freedom but because they are defying the authorities who tell them not to. Freedom is to know you are protected by the constitution. But if you say something the president won’t like and two hours later have a lawsuit hanging over your head, that’s not freedom. It’s a high risk people take every day.

Why are journalists taking these risks?

They are defying the authorities. Not just journalists – also people on Twitter, bloggers, everybody. The regime doesn’t seem to understand that we’ve had a revolution. There’s no silencing the people anymore.

Still, the number of lawsuits is unprecedented. Only counting cases for insulting the president there have been 24 in 200 days while there were only 23 cases in the past 112 years before that.

Anyone can file a lawsuit. If I’ve said something on television anyone on the street can say he was offended and file a lawsuit against me. That’s how the presidency works. People say President Morsi hasn’t filed a lawsuit against anyone. That’s true – it’s not him but the people who work for him who do it.

How would you describe the state of the media after the revolution?

The media institutions themselves have not been revolutionised. The laws governing the media are still obsolete and the whole media is system under the control of the government. But some people working in the media are very vocal – more than they have ever been.

We are going through a period of chaos where we have to fight for media freedoms. Currently there is no political will to enforce serious changes towards ensuring Freedom of Expression of any kind, but eventually the regime has to change. Once that happens, we will need independent regulatory bodies for the media, laws for freedom of access to information, and training for journalists and media institutions.

As a media professional speaking out on these issues, how have you been affected?

The same as everyone else – we are all under threat. If you have a bit of a high profile they (the authorities, ed.) are less likely to do something, but then you have cases like (the Egyptian TV host and satirist, ed) Bassem Youssef, who is a celebrity. But that’s what I’m saying – we are just pushing the limits, knowing that there’s a price any of us could pay at any moment.

Read the original article here
 

2-årsdag for oprøret i Bahrain

14. februar 2013 | RÆSON

To år efter at hundrede tusindvis af mennesker gik på gaden for at kræve politiske reformer af styret i Bahrain, er situationen næsten uændret. Men selvom regimet har formået at skabe et billede af ro, ulmer oprøret stadig under overfladen, og de seneste to uger har været præget af daglige demonstrationer.

REPORTAGE af Lena Odgaard, Bahrain

Søndag gik fem oppositionspartier for første gang i 18 måneder med til at mødes til dialog med repræsentanter fra regeringens støttepartier og parlamentet. De var indkaldt til mødet af kongen selv, men hverken han eller regeringen vil deltage direkte. Indtil videre er deltagerne på mødet kun blevet enige om at holde to ugentlige møder og at kalde det “dialog fremfor forhandlinger”. De deltagende oppositionspartier er stadig skeptiske, mens andre helt er imod møderne. Samtidig har det ikke dulmet demonstrationerne i de shiitiske kvarterer, der tværtimod er eskaleret denne uge. Det er derfor stadig usikkert om dialogmøderne vil have nogen egentlig betydning i forhold til at lappe det mildest talt anspændte forhold mellem den Sunni-ledede regering og demonstranterne.

I Bahrains hovedstad Manama sidder kvinder i lange sorte abayer eller jeans på cafeer, hvor de nyder den tidlige forårssol og kigger på deres børn, der leger. Bybilledets høje, moderne kontorbygninger og vestlige shopping malls afslører ikke, at vi befinder os i et land under oprør. Dét gør til gængæld den regeringsfjendske graffiti på murerne, det voldsomme antal pansrede politibiler, der holder omkring vejene ind til de Shia-muslimske kvarterer, og ikke mindst de sorte røgskyer, der rejser sig fra brændende dæk antændt af unge drenge for at stoppe eftermiddagstrafikken.

I sin store, hvide SUV bander journalist Abdulla Al-Mannai over trafikproppen. Al-Mannai er medlem af regimets mere eller mindre uafhængige Bahrain Press Club og skriver politiske klummer i landets største avis, Akhbar Al-Khaleej. Han har fulgt oprøret tæt. Selvom han ikke skjuler sin støtte til styret, fortæller han, at han godt kunne følge demonstranternes krav om politiske reformer i begyndelsen.

”Jeg var helt overvældet over, at sådan noget kunne ske i mit eget land,” siger han begejstret og fortæller, hvordan han under oprøret ville komme gennemblødt af sved og tårer tilbage til redaktionen efter at have været fanget mellem demonstranter og sikkerhedsstyrkernes tåregas. Men nu har situationen ændret sig, siger han, og klager over, hvordan vejene bliver ødelagt af de brændende dæk, og graffitien skæmmer de tidligere så pæne og rene bydele. Hans sympati med oprørerne endte endeligt, da hans bil med kone og lille datter næsten blev ramt af en molotovcocktail.

”Ærligt talt, vi er ikke klar til demokrati,” siger han og forklarer, at samfundet stadig bygger på en hierarkisk stammestruktur og traditionelle kønsrollemønstre. Han frygter derfor, at demokrati vil føre til et konservativt islamistisk styre. ”Det tog Vesten hundreder af år og to verdenskrige at indføre demokrati. Du er nødt til at starte med at ændre opfattelser og skabe forståelse af demokrati.”

Bahrains to ansigter

Så snart politiet har slukket ilden i dækkene og ryddet dem af vejen, glider karavaner af dyre BMW’er, Mercedeser og sportsvogne igen problemfrit afsted på motorvejene. Men inde i kvarteret, Sitra, ser gadebilledet anderledes ud.

Langs vejene ligger sten, træstammer og skraldecontainere, der hurtigt kan bæres ud på vejen og spærre for politi eller sikkerhedsstyrker. Her er graffitien på murene ikke malet over. De kalder på frihed eller regimets fald, og malerier hylder dræbte eller fængslede demonstranter.

Det er det Bahrain, Khalid Marhoon og Hisham Al-Sabbagh fra oppositionspartiet, Amal, kender bedst. De har stiftet tæt bekendtskab med bagsiden af det billede, regimet gerne vil vise omverdenen. Marhoon tilbragte 40 dage i fængsel i tiden efter oprøret og har stadig mærker på ryggen efter tortur, fortæller han.

Partiets talsmand, Al-Sabbagh, mener, dialog er håbløst. De ledere, der skulle tale for dem, sidder i fængsel, og der hidtil ikke har været nævneværdige eksempler på indrømmelser fra regimets side.

”Regeringen skal forstå, at det ikke kvæler oppositionen. Lederne er en del af løsningen. Oppositionen er delt, fordi der er pres fra især USA (hvis flådebase ligger i Bahrain, red.) om at finde en løsning. Vi har lagt mærke til, at der er en slags fred i gaderne, men det betyder ikke, at problemerne er løst.”

Amal er set som et mere radikalt oppositionsparti på grund af gruppens islamistiske ideologi. Men Marhoon og Al-Sabbagh fastholder, at oprøret ikke drejer sig om religion, men om politik.

Så sent som i sidste uge beskyldte Da regeringens talsmand, Samira Rajab, i sidste uge talte med det franske nyhedsbureau, AFP, beskyldte han oppositionen for at være ”knyttet til en udenlandsk dagsorden”. Henvisning var til det iranske, shiitiske præstestyre. Marhoon benægter anklagerne og fastslår, at hans ”loyalitet er mod det land, hans far, mor og bedsteforældre er fra.” Men han siger samtidig, at styreformen bør være folkets valg.

Den uafhængige Bahrain Independent Commission Inquiry, der i 2011 blev bestilt af kongen efter international pres, har heller ikke fundet dokumentation på iransk indblanding i det bahrainske oprør. Men opfattelsen er stadig almindelig blandt særligt den sunni-muslimske overklasse.

Oprør skabte sekterisk splid

Der findes ingen officielle tal for sekterisk tilhørsforhold. Men det formodes, at omkring to tredjedele af landets statsborgere er Shia-muslimer – ikke medregnet landets udlændinge, som udgør knap halvdelen af Bahrains godt en million indbyggere.
Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut ved Internationale Studier, var i Bahrain under oprøret og har siden fulgt udviklingen nøje. Han betegner Bahrains oprør som det forholdsmæssigt største i de arabiske lande, fordi cirka en fjerdedel af befolkningen tog del i protesterne.

Han fortæller, at oprøret var ledt an af Shia-muslimer, der protesterede mod årevis af systematisk diskrimination. Men det unikke var sammenholdet på tværs af politiske fraktioner fra kommunister til islamister, fra konservative til liberale og også mange Sunni-muslimer.
Andersen mindes ”vi er brødre”-slogans fra oprørets start, men har siden set de sekteriske skel blive fremprovokeret af konflikten.
Ifølge Andersen ønsker regeringen at puste til ilden mellem de to muslimske grupperinger.

”Det er min vurdering, at en stor del af befolkningen vil have reformer. Men der er grupperinger, der er nervøse. De virkelige tabere er de Sunni-muslimer, der har privilegier i forhold til boliger og jobs.” Han vurderer, at der er folk, der foretrækker fred og ro og er irriterede over at sidde i kø til og fra arbejde. Men at flertallet trods alt foretrækker reformer og ved, at der først for alvor kommer ro, når de er gennemført. ”Regeringen vil gerne have det til at se ud som om, at de har styr på tingene. De vil vise udadtil, at der er sikkerhed i forhold til turisme og investeringer. Men sandheden er, at situationen er gået i stå,” siger han.

Om de netop påbegyndte dialogmøder kan løsne den politiske hårdknude, er endnu uvist. På gaden bliver afbrændinger af dæk og molotovcocktails hyppigere i takt med, at frustrationerne vokser. Og hvis ikke der sker noget nu, er det ikke sikkert, at styret vil kunne bevare glansbilledet fremover.

Lena Odgaard er dansk freelance journalist i Mellemøsten. Hun er netop hjemvendt fra Bahrain på en tur arrangeret af den bahrainske organisation, the Good Word Society, der blev støttet af statsejede virksomheder og offentlige institutioner.

Intern uro på Vestbredden: Ophæv Selvstyret og Oslo-aftalen

18. nov. 2012 | RÆSON

PERSPEKTIV: Palæstinenserne har mistet tilliden til deres politikere og troen på, at de kan gøre en forskel. En pludselig sensommerbølge af demonstrationer over stigende leveomkostninger har pustet liv i spekulationerne om en ophævelse af Oslo-aftalen og i sidste ende selvstyret.

Find den originale artikel her

Der var festivalstemning i Ramallah, da det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas i september sidste år afleverede en officiel ansøgning om optagelse som selvstændig stat i FN. På en storskærm i byens centrum fulgte tusinder af palæstinensere hans tale i FN’s hovedkontor i New York og hyldede ham i dagevis som en folkehelt. Men et år efter er der ikke sket mere. Selvom et flertal i FN bakkede forslaget op, vendte Sikkerhedsrådet tommelfingeren ned.

Men Abbas har ikke givet op. I slutningen af november i år vil han anmode FN om, at Palæstina får status som ”ikke-medlem” på samme niveau som Vatikanet. Men palæstinenserne kan ikke se forskel på den status, Abbas ønsker, og deres nuværende observatørstatus. I det hele taget har de svært ved at se, hvad deres politikere egentlig gør for dem. Tilliden til selvstyrets politikere daler, mens vreden mod dem ulmer.

Da Vestbredden blev lammet
I september fik stigende priser på brændstof og fødevarer de frustrerede palæstinensere på gaden i alle Vestbreddens storbyer. Strejkende bus- og taxachauffører, brændende dæk og parkerede lastbiler i byernes knudepunkter lammede trafikken i dagevis. Og flere gange førte det til sammenstød mellem politi og demonstranter.

Særligt den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyad, stod for skud blandt demonstranterne. De råbte på hans afgang og brændte kludedukker med hans billede af. Ifølge en meningsmåling i september bryder små 22 procent af palæstinenserne sig om Fayyads regering. Blot tre måneder havde den opbakning fra 36 procent.

Demonstrationer mod den israelske besættelse er langt fra et sjældent syn på Vestbredden, men en så voldsomt kritik af de palæstinensiske ledere var hidtil uset. Ifølge den palæstinensiske forretningsmand, Sam Bahour, som RÆSON mødte i Ramallah, er befolkningen ved at miste både tålmodigheden og tilliden til selvstyrets politikere.

Demonstrationer dækker over interne magtkampe
To væsentlige erkendelser blandt Vestbreddens politikere, skaber ifølge Bahour splid og uro internt: ”De fleste er begyndt at anerkende, at forsoningen med Hamas ikke er en mulighed længere,” siger Bahour og fortsætter: ”For det andet står det klart, at Fayyads strategi har slået fejl. Det skal ikke undervurderes. De seneste seks til syv år har alle sat ham på en piedestal, som om han var Palæstinas redning. Men det er hverken lykkedes ham at bygge institutionerne eller opnå en selvstændig stat,” siger Bahour.

Bahour mener derfor, at demonstrationerne i september i virkeligheden dækker over interne magtkamp i den palæstinensiske politiske top: ”Vi kender ikke den egentlige politiske aktør bag kravet om Fayyads afgang. Men jeg tror ikke, at det bare handlede om økonomi – økonomi blev brugt som ansigt for et politisk træk,” siger Bahour.


Demonstrationerne var iscenesat
Et andet sted i Ramallah blev demonstrationerne også fulgt tæt. I hvert fald på den palæstinensiske journalist, Mohammad Jaradats kontor. Han bemærkede især, at der ikke var mange kvinder blandt demonstranter. Det har der ellers været til lignende protester tidligere. Myndighederne var desuden relativt mådeholdende over for demonstranterne i forhold til, da han selv og andre journalister fik tæsk af politiet under en Abbas-kritisk demonstration i juli. Jaradat vurderer derfor, at demonstrationerne var iscenesat eller i det mindste støttet af højtstående politikere:

”Jeg tror partiet Fatah startede det for at skade Fayyad (der er stifter og leder af midterpartier Den Tredje Vej, red.). Men det voksede til noget mere,” sagde Jaradat.

Der gik da heller ikke lang tid, før demonstrationerne blev de overtaget og struktureret af magtfulde fagforeninger og ungdomsgrupper. Fayyad og Abbas forsøgte at mane til ro ved at lette på skatterne og udbetale mindst halvdelen af de tilbageholdte lønninger til offentligt ansatte. Men det, palæstinenserne virkelig forlangte, var langt større.

”Folket ønsker enden på Paris Protokollen”
”Folket ønsker enden på Paris Protokollen,” lød det iørefaldende, gennemgående slogan på gaden. Den næsten tyve år gamle aftale fastlægger som en del af Oslo-aftalen det økonomiske forhold mellem Israel og de palæstinensiske territorier.

Paris Protokollen giver Israel mandat til at indkassere handels- og toldafgifter på vegne af det Palæstinensiske Selvstyremyndigheder. Men Israel tilbageholder ofte indtægterne som straf for palæstinensiske politiske initiativer. For eksempel Abbas’ plan om at bede om statsanerkendelse ved FN.

Lederen af partiet, det Nationale Palæstinensiske Initiativ, Mustafa Barghouti, ser sidste måneds protester som en naturlig konsekvens af, at palæstinenserne ikke længere vil tolerere den omfattende magt over palæstinensisk økonomi, Israel har som følge af Paris Protokollen.

”På den ene side er de imod Israel, der har overtaget over 60 procent af Vestbredden og tvinger folk til at betale dobbelt så meget for el og vand, selvom Israels bruttonationalprodukt er 25 gange større end vores,” siger han til RÆSON i Ramallah: ”På den anden side er de imod regeringen, der svigter i forhold til at gå imod Israel og blot hæver skat og priser på olie, som de skal ifølge selv samme protokol.”

Diagnosen er stillet, men patienten bliver ikke reddet
Flere nye rapporter fra EU, FN og senest Verdensbanken fastslår, at de nuværende rammer forhindrer økonomisk udvikling i de palæstinensiske områder. Og den uholdbare økonomiske situation betyder ifølge en rapport lavet af en række FN-organisationer, blandt andet World Food Programme, at en tredjedel af alle palæstinensiske husstande ikke har råd til basale fornødenheder.

På trods af klare konklusioner fra ledende internationale aktører, ser forretningsmanden Bahour ingen tegn på handling:

”Selvom der er stillet en meget detaljeret diagnose, viser de ingen vilje til at redde patienten. Vi har ikke brug for endnu et donorprojekt. Der er brug for politisk vilje på EU- og FN-plan for at holde Israel til regnskab for deres handlinger,” siger han. Men sidste års bitre FN-erfaringerne, viser ifølge Bahour, at især amerikanernes modvilje mod palæstinensisk FN-medlemskab forhindrer endnu et land mellem Jordanfloden og Middelhavet.

Smid aftalerne i skraldespanden
To-statsløsningen er derfor ved at smuldre. Det seneste år har palæstinenserne oplevet, at bosættelserne vokser, at antallet af angreb fra bosættere vokser og bliver grovere, og at den palæstinensiske økonomiske vækstkurve fortsætter nedad. Den desperate situation betyder, at palæstinenserne er ved at miste håbet, vurderer forretningsmanden. Derfor er det nødvendigt med en ny politisk strategi – en annullering af både Paris Protokollen og Oslo-aftalen.

Også Barghouti mener, at ”det er på tide at smide aftalerne i skraldespanden, da Israel alligevel ikke overholder deres del.” Ifølge ham handler det ikke om, hvem der sidder på præsident- eller premiereministerposten, men om hvilken politik, de fører for at ryste sig fri fra aftalen. Men begge poster hænger tæt sammen med Oslo-aftalen. De blev oprettet som en femårig midlertidig institution, der skulle lede landet frem mod forhandlinger om selvstændighed. 19 år efter eksisterer præsidentposten, premierministerposten og resten af Selvstyremyndighederne stadig uden udsigt til noget egentligt selvstyre. Så selvom Abbas tilsyneladende har vist lydhørhed for demonstranternes krav og midt i september officielt bad Israel om at genforhandle Paris Protokollen, er spørgsmålet, om han kan eller vil rokke ved den stol, han sidder på.