Press freedom under pressure in Egypt

About 100.000 Egyptians went to the streets on 27 November, 2012 to protest President Morsy’s decree granting him and the constitutional assembly immunity. ©Lena Odgaard

Dec. 6, 2013 | International Media Support (IMS)

Newspapers and television stations opposing the new draft constitution made by Egypt’s President Mohamed Morsi are falling silent 4 – 5 December in protest over what they see as further restrictions on press freedom. Journalist Lena Odgaard talks to two independent journalists in Egypt about their post-revolution hopes for more press freedom in Egypt.

Incidents of suspension of TV stations, arrests and assaults on journalists and confiscation of newspapers have taken place in Egypt in the last few months of 2012.

“The level of press freedom is deteriorating – there are attacks on journalists on a daily basis,” says Ahmed Esmat, 30, journalist and co-founder of two new Alexandria-based media outlets, Alex Agenda Magazine and the newspaper ‘Amwague’.

In August, Minister of Information and member of the Muslim Brotherhood, Salah Abdel-Maqsoud, suspended the TV-channel, ‘Fareen’, and confiscated the August 11-edition of the al-Dustour newspaper due to accusations of incitement and insulting the President. Both outlets are known for being notoriously critical of the Muslim Brotherhood and supporters of the military. Fareen’s controversial TV host, Tawfiq Okasha and editor-in-chief of al-Dustour, Islam Afifi, are to be tried at the Cairo Criminal Court for incitement.

International media has criticised the new regime for attempting to repress free speech, but according to young Egyptian journalists, methods used to control the media goes way beyond these controversial cases. With reference to policies from the time of Mubarak, the new regime has instated new editors of the leading media houses leading to increased censorship. Additionally incidents of assaults, intimidation and arrests based on new policies cracking down on criticism of the president or blasphemy are likely to increase the level of self censorship, assesses Esmat: “They (the authorities, ed.) don’t want to give media its freedom.”

In the aftermath of the revolution journalists were hoping to see more press freedom, but Esmat has lost his optimism.

“We expected greater space to work and greater freedom of expression,” says Esmat: “You can now see in their faces that journalists are disappointed.”

The revolution fostered public debate – and incitement

In spite of disappointment, the current situation cannot be compared to that under Mubarak. Also then, journalists faced attacks and harassment, explains Esmat, but the main difference is the significant rise in public debate sparked by the revolution. This assessment is shared by Hanan Solayman, 28, a freelance journalist and founder of the newly established, ‘Mandara’, an initiative for gathering local news in the upper region of Egypt.

“In spite of disappointment, the current situation cannot be compared to that under Mubarak – under Mubarak we were facing a lot of attacks too,” explains Esmat, who sees the revolution as having sparked public debate at an unprecedented level.

“After seeing Mubarak fall, there seems to be a belief that authorities will react to the pressure of the people. And in spite of harassment, the fear of speaking out seems to have gone with the old regime,” she says, explaining that amongst journalists this means organising protests both on social media sites such as Facebook and Twitter, but also on the ground pushing for more freedom.

Responding to the regimes’ methods of intimidation such as arrests, beatings and confiscation of equipment, a group of journalists, including Esmat, have formed a coalition of about 40-45 journalists from different media outlets in Alexandria. Calling themselves ‘Media Makers Support Network’ or ‘DAA’M’, they ensure that word gets out if one is attacked or arrested, they facilitate lectures and trainings in what to do in case of arrests and on a more general level, fight for new press freedom laws.

According to Solayman there is a pressing need for an independent institution to monitor limitations in press freedom. But also for new and clear media policies both guaranteeing press freedom and protecting against incitement. Solayman explains that the revolution has made Egypt extra vulnerable to outbreaks of violence. The cases of incitement as in Fareen TV and al-Dostour newspaper encouraging people and the military to overthrow Morsi, could therefore have serious consequences.

“Some people misunderstood the freedom that the revolution brought along. We need responsible freedom. In any free media, as much as freedom should be there, so should accountability”.

But according to Solayman there are no movements towards such policies, which she expects will only benefit the government. Solayman fears that as people see the large degree of incitement and lies being allowed in the public media they will demand for more conservative regulations and more censorship.

Post-revolution optimism has faded

Both young, ambitious journalists who have recently launched new media initiatives, Esmat and Solayman represent the future of Egyptian media.

In the time after the revolution Solayman participated in several sessions on how to improve the Egyptian media environment.

“There were a lot of media professors and professionals to brainstorm with about what we could do, but it never happened. It was just talks in lecture halls, it never came to action, unfortunately,” says Solayman.

Pointing to lack of freedom of information laws and difficulties in attaining the needed permits for registering new media outlets – especially if having a record of being critical of the new regime – they have little confidence in a prosperous future for Egyptian media. Looking back at the post-revolution optimism, she and Esmat now have little confidence that the situation will improve.

Still, their determination to see their new media houses blossom and succeed reveal signs of hope among the ambitious young journalists.

“We have to stand as one strong body and fight for our rights,” says Esmat, “I hope that something will happen and they will stop putting obstacles in the way of newspapers and magazine to ensure more freedom.”

The interviews in this article were carried out prior to the November demonstrations.

Find the original article here

Intern uro på Vestbredden: Ophæv Selvstyret og Oslo-aftalen

18. nov. 2012 | RÆSON

PERSPEKTIV: Palæstinenserne har mistet tilliden til deres politikere og troen på, at de kan gøre en forskel. En pludselig sensommerbølge af demonstrationer over stigende leveomkostninger har pustet liv i spekulationerne om en ophævelse af Oslo-aftalen og i sidste ende selvstyret.

Find den originale artikel her

Der var festivalstemning i Ramallah, da det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas i september sidste år afleverede en officiel ansøgning om optagelse som selvstændig stat i FN. På en storskærm i byens centrum fulgte tusinder af palæstinensere hans tale i FN’s hovedkontor i New York og hyldede ham i dagevis som en folkehelt. Men et år efter er der ikke sket mere. Selvom et flertal i FN bakkede forslaget op, vendte Sikkerhedsrådet tommelfingeren ned.

Men Abbas har ikke givet op. I slutningen af november i år vil han anmode FN om, at Palæstina får status som ”ikke-medlem” på samme niveau som Vatikanet. Men palæstinenserne kan ikke se forskel på den status, Abbas ønsker, og deres nuværende observatørstatus. I det hele taget har de svært ved at se, hvad deres politikere egentlig gør for dem. Tilliden til selvstyrets politikere daler, mens vreden mod dem ulmer.

Da Vestbredden blev lammet
I september fik stigende priser på brændstof og fødevarer de frustrerede palæstinensere på gaden i alle Vestbreddens storbyer. Strejkende bus- og taxachauffører, brændende dæk og parkerede lastbiler i byernes knudepunkter lammede trafikken i dagevis. Og flere gange førte det til sammenstød mellem politi og demonstranter.

Særligt den palæstinensiske premierminister, Salam Fayyad, stod for skud blandt demonstranterne. De råbte på hans afgang og brændte kludedukker med hans billede af. Ifølge en meningsmåling i september bryder små 22 procent af palæstinenserne sig om Fayyads regering. Blot tre måneder havde den opbakning fra 36 procent.

Demonstrationer mod den israelske besættelse er langt fra et sjældent syn på Vestbredden, men en så voldsomt kritik af de palæstinensiske ledere var hidtil uset. Ifølge den palæstinensiske forretningsmand, Sam Bahour, som RÆSON mødte i Ramallah, er befolkningen ved at miste både tålmodigheden og tilliden til selvstyrets politikere.

Demonstrationer dækker over interne magtkampe
To væsentlige erkendelser blandt Vestbreddens politikere, skaber ifølge Bahour splid og uro internt: ”De fleste er begyndt at anerkende, at forsoningen med Hamas ikke er en mulighed længere,” siger Bahour og fortsætter: ”For det andet står det klart, at Fayyads strategi har slået fejl. Det skal ikke undervurderes. De seneste seks til syv år har alle sat ham på en piedestal, som om han var Palæstinas redning. Men det er hverken lykkedes ham at bygge institutionerne eller opnå en selvstændig stat,” siger Bahour.

Bahour mener derfor, at demonstrationerne i september i virkeligheden dækker over interne magtkamp i den palæstinensiske politiske top: ”Vi kender ikke den egentlige politiske aktør bag kravet om Fayyads afgang. Men jeg tror ikke, at det bare handlede om økonomi – økonomi blev brugt som ansigt for et politisk træk,” siger Bahour.


Demonstrationerne var iscenesat
Et andet sted i Ramallah blev demonstrationerne også fulgt tæt. I hvert fald på den palæstinensiske journalist, Mohammad Jaradats kontor. Han bemærkede især, at der ikke var mange kvinder blandt demonstranter. Det har der ellers været til lignende protester tidligere. Myndighederne var desuden relativt mådeholdende over for demonstranterne i forhold til, da han selv og andre journalister fik tæsk af politiet under en Abbas-kritisk demonstration i juli. Jaradat vurderer derfor, at demonstrationerne var iscenesat eller i det mindste støttet af højtstående politikere:

”Jeg tror partiet Fatah startede det for at skade Fayyad (der er stifter og leder af midterpartier Den Tredje Vej, red.). Men det voksede til noget mere,” sagde Jaradat.

Der gik da heller ikke lang tid, før demonstrationerne blev de overtaget og struktureret af magtfulde fagforeninger og ungdomsgrupper. Fayyad og Abbas forsøgte at mane til ro ved at lette på skatterne og udbetale mindst halvdelen af de tilbageholdte lønninger til offentligt ansatte. Men det, palæstinenserne virkelig forlangte, var langt større.

”Folket ønsker enden på Paris Protokollen”
”Folket ønsker enden på Paris Protokollen,” lød det iørefaldende, gennemgående slogan på gaden. Den næsten tyve år gamle aftale fastlægger som en del af Oslo-aftalen det økonomiske forhold mellem Israel og de palæstinensiske territorier.

Paris Protokollen giver Israel mandat til at indkassere handels- og toldafgifter på vegne af det Palæstinensiske Selvstyremyndigheder. Men Israel tilbageholder ofte indtægterne som straf for palæstinensiske politiske initiativer. For eksempel Abbas’ plan om at bede om statsanerkendelse ved FN.

Lederen af partiet, det Nationale Palæstinensiske Initiativ, Mustafa Barghouti, ser sidste måneds protester som en naturlig konsekvens af, at palæstinenserne ikke længere vil tolerere den omfattende magt over palæstinensisk økonomi, Israel har som følge af Paris Protokollen.

”På den ene side er de imod Israel, der har overtaget over 60 procent af Vestbredden og tvinger folk til at betale dobbelt så meget for el og vand, selvom Israels bruttonationalprodukt er 25 gange større end vores,” siger han til RÆSON i Ramallah: ”På den anden side er de imod regeringen, der svigter i forhold til at gå imod Israel og blot hæver skat og priser på olie, som de skal ifølge selv samme protokol.”

Diagnosen er stillet, men patienten bliver ikke reddet
Flere nye rapporter fra EU, FN og senest Verdensbanken fastslår, at de nuværende rammer forhindrer økonomisk udvikling i de palæstinensiske områder. Og den uholdbare økonomiske situation betyder ifølge en rapport lavet af en række FN-organisationer, blandt andet World Food Programme, at en tredjedel af alle palæstinensiske husstande ikke har råd til basale fornødenheder.

På trods af klare konklusioner fra ledende internationale aktører, ser forretningsmanden Bahour ingen tegn på handling:

”Selvom der er stillet en meget detaljeret diagnose, viser de ingen vilje til at redde patienten. Vi har ikke brug for endnu et donorprojekt. Der er brug for politisk vilje på EU- og FN-plan for at holde Israel til regnskab for deres handlinger,” siger han. Men sidste års bitre FN-erfaringerne, viser ifølge Bahour, at især amerikanernes modvilje mod palæstinensisk FN-medlemskab forhindrer endnu et land mellem Jordanfloden og Middelhavet.

Smid aftalerne i skraldespanden
To-statsløsningen er derfor ved at smuldre. Det seneste år har palæstinenserne oplevet, at bosættelserne vokser, at antallet af angreb fra bosættere vokser og bliver grovere, og at den palæstinensiske økonomiske vækstkurve fortsætter nedad. Den desperate situation betyder, at palæstinenserne er ved at miste håbet, vurderer forretningsmanden. Derfor er det nødvendigt med en ny politisk strategi – en annullering af både Paris Protokollen og Oslo-aftalen.

Også Barghouti mener, at ”det er på tide at smide aftalerne i skraldespanden, da Israel alligevel ikke overholder deres del.” Ifølge ham handler det ikke om, hvem der sidder på præsident- eller premiereministerposten, men om hvilken politik, de fører for at ryste sig fri fra aftalen. Men begge poster hænger tæt sammen med Oslo-aftalen. De blev oprettet som en femårig midlertidig institution, der skulle lede landet frem mod forhandlinger om selvstændighed. 19 år efter eksisterer præsidentposten, premierministerposten og resten af Selvstyremyndighederne stadig uden udsigt til noget egentligt selvstyre. Så selvom Abbas tilsyneladende har vist lydhørhed for demonstranternes krav og midt i september officielt bad Israel om at genforhandle Paris Protokollen, er spørgsmålet, om han kan eller vil rokke ved den stol, han sidder på.